Pressemeddelelse -
Stellantis annoncerer udnævnelsen af Antonio Filosa som CEO
Amsterdam, 28. maj 2025
Stellantis N.V. (“Selskabet”) meddeler, at selskabets bestyrelse enstemmigt har valgt Antonio Filosa som ny CEO. Beslutningen blev truffet efter en grundig udvælgelsesproces, hvor både interne og eksterne kandidater blev vurderet af et særligt udvalg under ledelse af bestyrelsesformand John Elkann.
Selskabet vil inden for de kommende dage indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge Antonio Filosa som eksekutiv medlem af bestyrelsen. For at sikre ham de nødvendige beføjelser og en gnidningsfri overgang har bestyrelsen tildelt Antonio Filosa CEO-beføjelser, gældende fra den 23. juni 2025.
Denne udnævnelse anerkender Antonio Filosas imponerende karriere: 25 år med succeser i bilindustrien, erfaring på tværs af niveauer og regioner, en enestående indsigt i virksomheden og anerkendt lederskab.
Antonio Filosa har tidligere ledet Stellantis’ aktiviteter i både Nord- og Sydamerika. Som COO for Sydamerika gjorde han mærket FIAT til markedsleder i regionen, mens mærker som Peugeot, Citroën, Ram og Jeep® også oplevede betydelig vækst. Under hans ledelse blev fabrikken i Pernambuco, et af de største automobilcentre i Sydamerika, etableret, hvilket muliggjorde lanceringen af Jeep® i Brasilien, hvor mærket hurtigt blev nummer ét uden for USA.
Som CEO for Jeep® har Antonio Filosa udvidet mærkets globale tilstedeværelse, herunder i Europa, hvor modeller som Jeep Avenger har været blandt de bedst sælgende. I december 2024 blev han forfremmet til COO for hele Amerika. Siden da har han styrket aktiviteterne i USA, blandt andet ved at reducere forhandlernes overskudslagre, omstrukturere ledergruppen, introducere nye produkter og drivlinjer samt intensivere dialogen med forhandlere, fagforeninger og leverandører.
John Elkann fortsætter som bestyrelsesformand, når Antonio Filosa tiltræder som CEO den 23. juni 2025. På dette tidspunkt vil Antonio Filosa præsentere Stellantis’ nye ledelsesteam.
“Antonio har vist en dyb forståelse for vores industri, virksomhed og medarbejdere, som han betragter som vores største styrke,” udtaler John Elkann, bestyrelsesformand for Stellantis. “Jeg har haft et tæt samarbejde med Antonio de seneste seks måneder, hvor han har haft stigende ansvar. Hans stærke og effektive lederskab i Nord- og Sydamerika, på et tidspunkt med hidtil usete udfordringer, bekræfter, at han besidder de nødvendige kvaliteter til at lede Stellantis som CEO. Sammen med bestyrelsen ser jeg frem til samarbejdet med ham.”
“Vi byder Antonio varmt velkommen som ny CEO,” tilføjer Robert Peugeot, næstformand for Stellantis. “Hans dokumenterede lederskab gennem årene i vores virksomhed taler for sig selv. Sammen med hans dybe kendskab til vores forretning og den komplekse dynamik i bilindustrien gør det ham til det oplagte valg som Stellantis’ næste CEO.”
“Nomineringen af Antonio Filosa markerer begyndelsen på et nyt og vigtigt kapitel for Stellantis,” udtaler Nicolas Dufourcq, CEO for Bpifrance. “I en tid med transformation i den globale bilindustri besidder Antonio den nødvendige viden, erfaring og talent til at føre Stellantis til nye højder.”
“Det er en stor ære for mig at blive udnævnt som CEO for denne fantastiske virksomhed,” udtaler Antonio Filosa. “Jeg er dybt taknemmelig over for vores bestyrelsesformand, John Elkann, og bestyrelsens medlemmer for deres lederskab, især i de seneste måneder. Jeg vil gerne takke dem for den tillid, de viser mig. Jeg har altid været inspireret af det enorme talent, passionen og engagementet hos vores medarbejdere i Stellantis. Det er gennem tilliden til vores teams, at vi vil nå nye højder. Vi har nogle af de mest ikoniske mærker i bilhistorien og et mere end 100 år gammelt innovations-DNA. Dette, kombineret med vores urokkelige dedikation til at levere produkter og tjenester, som vores kunder værdsætter, vil fortsat være nøglen til vores succes.”
Emner
Wismo Group er det nye navn for K.W. Bruun Import, en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi, NAVOR, Voyah og Exlantix og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.