Pressemeddelelse -
Stellantis introducerer 5 års fabriksgaranti* i Danmark for fuldelektriske personbiler fra Citroën, Opel og Peugeot
Wismo Group tager i samarbejde med Stellantis endnu et skridt mod at styrke tilliden til elektrisk mobilitet med en ny udvidet fabriksgaranti, "Extended Warranty Premium", som giver ekstra tryghed for private elbilkunder.
Fra den 22. april 2025 omfattes alle nye solgte fuldelektriske personbiler fra Citroën, Opel og Peugeot, solgt af Wismo Group A/S gennem autoriserede forhandlere i Danmark, af en samlet 5-årig fabriksgaranti. Garantien dækker op til 150.000 km.
Overgangen til elbil kan for mange indebære nye vaner og en vis usikkerhed. Med den udvidede garanti ønsker Stellantis at gøre valget lettere og mere trygt ved at tilbyde fem års fabriksgaranti – direkte fra producenten.
Ordningen kaldes ”Extended Warranty Premium”, da der er tale om en 3-årig tillægsgaranti, som tilbydes på det danske marked i forlængelse af fabrikkens 2-årige paneuropæiske nyvognsgaranti.
”Extended Warranty Premium” vil være inkluderet uden merpris på flere af de elektriske modeller fra Citroën, Opel og Peugeot (F.eks. Ë-C3, E-208, E-2008 og Corsa-e). For andre modeller vil garantiforlængelsen indgå som en del af en mindre prisstigning på 5.000 kr. (Eksempelvis E-3008, E-5008 og Grandland Electric). Den præcise prisstruktur vil fremgå af mærkernes prislister.
Kunder, der allerede har købt en fuldelektrisk Citroën- eller Peugeot-model, kan tilkøbe den 3-årige ”Extended Warranty Premium”, så længe bilen er under 18 måneder gammel. For Opel-modeller gælder denne mulighed for biler købt i 2025. Prisen for den udvidede fabriksgaranti er 5.000 kr. uanset bilmodel.
En reel fabriksgaranti giver ekstra tryghed
Med den nye samlede 5-årige garanti er der tale om en reel fabriksgaranti, hvilket betyder, at det er bilproducenten Stellantis – ikke en ekstern aktør eller forsikringspartner – der står bag garantien. Det giver kunderne en høj grad af tryghed og sikrer, at eventuelle reparationer udføres efter producentens egne retningslinjer, med originale reservedele og af specialuddannede teknikere.
Garantien er fuldt integreret i bilens service- og garantisystemer og følger med bilen ved ejerskifte. Det gør både garantidækningen nem at dokumentere og kan samtidig styrke bilens gensalgsværdi.
Brand Director, Jonas Stausholm, uddyber:
"Vi er meget glade for at kunne tilbyde vores kunder en samlet 5-årig garanti, som er dækket direkte af producenten. Det vil sige, at der er tale om en fuldgyldig fabriksgaranti.
Det har været vigtigt for os at finde en model, der så vidt muligt stiller både nuværende og kommende kunder ens. Derfor har vi valgt at give ejere af fuldelektriske modeller fra de omfattede mærker mulighed for at tilkøbe den udvidede garanti.**
For Peugeot E-3008 betyder det konkret, at prisen for at få ”Extended Warranty Premium” er den samme – uanset om du køber bilen efter den 22. april 2025, hvor garantien lanceres, eller allerede har bilen i dag.”
*Fabriksgarantien "Extended Warranty Premium"dækker materiale- og fabrikationsfejl i op til 5 år eller 150.000 km for fuldelektriske personbiler af mærkerne Citroën, Opel og Peugeot. Garantien gælder for biler solgt af Wismo Group A/S til en af virksomhedens autoriserede mærkeforhandlere og solgt fra forhandleren fra og med den 22. april 2025.
Bilen skal være indregistreret i Danmark og forblive indregistreret i landet for at garantien er gyldig. Når den oprindelige 2-årige nyvognsgaranti udløber, træder den udvidede dækning fra Stellantis i kraft. Den dækker fejl, der opstår inden for de følgende 3 år, dog maksimalt op til 150.000 km.
Garantien omfatter ikke vejhjælp, digitale tjenester og services, indefra kommende gennemtæring, eftermonteret udstyr, naturligt slid eller sliddele, lakskader eller drivbatteriet.
Drivbatteriet er dækket separat af producentens 8-årige garanti eller op til 160.000 km – alt efter hvad der kommer først.
De fulde betingelser for Extended Warranty Premium kan læses på Peugeot-garanti og producentgaranti | Peugeot Services
**Mulighed for tilkøb af den udvidede garanti forudsætter for Peugeot og Citroën modeller, at bilen er under 18 mdr. gammel, mens det for Opel modeller gælder, at bilen skal være købt i 2025. Den tilkøbte garanti gælder for biler solgt af Wismo Group A/S til en af virksomhedens autoriserede mærkeforhandlere og solgt fra forhandleren.
Kategorier
Wismo Group er det nye navn for K.W. Bruun Import, en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi og Voyah, og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.