Pressemeddelelse -
Stellantis lancerer nyt CARE-program i Danmark: Op til 8 års serviceaktiveret garanti
Stellantis introducerer nu CARE i Danmark – et nyt, serviceaktiveret garantiprogram, der giver bilejere af Peugeot, Opel, Citroën og DS ekstra tryghed og endnu mere værdi. Programmet er en selvstændig ordning, som supplerer den eksisterende 2-årige nybilsgaranti og giver mulighed for op til 8 års dækning i alt, når bilen serviceres rettidigt på et autoriseret værksted.
“Vi ønsker at være en partner for vores kunder gennem bilens livscyklus. Derfor glæder det os, at danske bilkøbere nu kan få glæde af CARE-programmet, som giver ekstra tryghed og overskuelighed på tværs af Peugeot, Opel, Citroën og DS i mange år frem,” udtaler Brand Director hos Wismo Group, Jonas Stausholm.
Automatisk 2 års ekstra tryghed efter hvert autoriseret service
CARE-programmet gælder for fuldelektriske personbiler fra mærkerne Peugeot, Opel, Citroën og DS. Det er en garanti, som automatisk aktiveres uden ekstra betaling, hver gang der udføres service efter fabrikkens anvisninger hos et autoriseret mærkeværksted i Danmark og gælder frem til næste service. Hver serviceaktiverede garanti dækker således i 2 år eller 25.000 km (alt efter, hvad der kommer først).
Dækningen gælder efter udløb af den oprindelige 2-årige nybilsgaranti og kan fortsætte i op til 6 år fra udløb af nybilsgarantien. Care kan på den måde sammen med nybilsgarantien samlet dække til bilen er maksimalt 8 år eller har kørt 160.000 km fra bilens første registreringsdato.
Programmet dækker reparation eller udskiftning af defekte mekaniske, elektriske og elektroniske komponenter, forudsat at bilen er serviceret efter fabrikkens forskrifter. Sliddele er ikke omfattet af CARE, og eftersom drivbatteriet allerede er dækket af en 8-årig/160.000 km garanti i forbindelse med nybilsgaranti, er dette ikke dækket af CARE.
De detaljerede betingelser: Link.
Målgruppen for CARE-programmet
CARE-programmet omfatter elbiler fra Peugeot, Citroën, DS og Opel og aktiveres i forbindelse med service hos autoriserede værksteder efter udløbet af den 2-årige fabriksgaranti. Dækningen kan variere alt efter bilens første registreringsdato:
Kunder omfattet af CARE:
-
Nye elbilskøbere efter 1. november 2025
Kunder, der køber en elbil fra Peugeot, Citroën, DS eller Opel efter 1. november 2025, vil automatisk få muligheden for at blive omfattet af CARE-programmet. Ordningen kan aktiveres ved første service efter udløb af bilens 2-årige nybilsgaranti. -
Elbiler indregistreret efter 21. april 2025
Kunder, der allerede har købt en elbil indregistreret efter 21. april 2025, får frit valg mellem at fortsætte på det eksisterende 5-årige garantiprogram eller overgå til CARE-programmet, uden ekstra omkostninger. -
Peugeot E-3008 med Wismo Care
Kunder, der har købt en E-3008 og allerede er dækket af den lokale Wismo Care-ordning, får valget mellem at forblive i deres nuværende ordning eller skifte til CARE-programmet, uden betaling. -
Peugeot E-3008 og E-5008 (uden Wismo Care)
Kunder, der har købt en E-3008 eller E-5008 og ikke er omfattet af den lokale Wismo Care-ordning, kan få adgang til CARE-programmet mod en engangsbetaling på 5.000 kr.
Ikke omfattet:
-
Elbiler indregistreret før 21. april 2025
Kunder, der har købt en elbil før 21. april 2025, kan ikke tilsluttes CARE-programmet.
Emner
Kategorier
Wismo Group er det nye navn for K.W. Bruun Import, en af Nordens største bilimportører og en pionér inden for mobilitet. Vi står bag importen af nogle af verdens førende bilmærker, herunder Peugeot, Citroën, DS, Opel, Fiat, Alfa Romeo, Jeep, Mitsubishi, Hongqi, NAVOR, Voyah og Exlantix og vi servicerer markederne i både Danmark og Sverige.
Med logistikcentre i Greve og Stockholm håndterer vi distributionen af reservedele og tilbehør til et omfattende netværk af over 500 forhandlere og værksteder.
Wismo bygger videre på over 100 års ekspertise i bilbranchen, men repræsenterer samtidig mere end traditionel bilimport. Vi skaber innovative mobilitetsløsninger gennem digitale forretningskoncepter som Bilabonnement og leverer desuden attraktive serviceydelser til kunder via Quickpoint-værkstedskæden. Vores tilgang forener dyb forretningsindsigt, nytænkning og effektiv eksekvering for at skabe værdi for både kunder, partnere og fremtidens mobilitetsbehov.
Med Wismo skaber vi mobilitet, der er gennemtænkt, innovativ og ansvarlig – for en verden i bevægelse. Wise Mobility.