Pressemeddelelse -

Forslag om bedre dyrevelfærd kasseres i IWC

Hvalfangernationerne Norge, Island og Japan har på det årlige hvalfangstmøde blokeret for et forslag om i fremtiden at sikre hvalers velfærd. England stod bag initiativet, men vil nu fortsætte arbejdet uden om Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC). WSPA er dybt skuffet over, at hvalernes behov endnu en gang ignoreres.

Medlemmerne af Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) har forkastet en række anbefalinger til, hvordan kommissionen kan forbedre hvalers velfærd. Det er sket ved IWC’s årsmøde, som finder sted i disse dage på den britiske ø Jersey. Anbefalingerne var fremsat af den engelske regering og er resultatet af et seminar med over 30 internationale eksperter inden for havpattedyr, dyrevelfærd og etik, som blev holdt i marts 2011. Seminaret var arrangeret af den engelske regering og WSPA.

Ingen konsensus
Forslaget fra den engelske regering lød på at oprette en arbejdsgruppe, som skulle lægge en strategi for, hvordan IWC kan udvikle en mere videnskabelig og saglig tilgang til hvalers velfærd. Arbejdsgruppen skulle tage udgangspunkt i eksperternes anbefalinger, og gruppen skulle blandt andet kigge på, hvordan hvalerne kan beskyttes mod skadeligt fiskeudstyr og uhensigtsmæssige fangstmetoder.

Selvom ideen om en arbejdsgruppe med fokus på dyrevelfærd blev bakket op af mange lande, som for eksempel Australien, Argentina og Mexico, var hvalfangernationerne Norge, Island og Japan imod, og det lykkedes derfor ikke at opnå den nødvendige konsensus. Den danske delegation, som også repræsenterer Grønland og Færøerne, forholdt sig tavs under debatten.

Debatten fortsætter uden om IWC
England udtrykte stor skuffelse over hvalfangernationernes modstand og valgte at trække forslaget. Men englænderne tilbød at fortsætte debatten om hvalernes velfærd med de interesserede lande uden om IWC.

WSPA deler skuffelsen med den engelske regering.

”Det er grotesk, at det ikke er muligt at sætte gang i en proces, som vil tilgodese hvalernes velfærd. Der er tale om en gruppe dyr, som udsættes for forfærdelige lidelser hvert år, og de har brug for mere beskyttelse. Forslaget fra englænderne bygger på dokumenteret viden og principper for dyrevelfærd, som er anerkendt i andre internationale fora, men desværre ikke i IWC,” siger Gitte Buchhave, direktør i WSPA Danmark.

WSPA opfordrer England og andre lande til at fortsætte arbejdet for at sikre hvalernes velfærd.


For yderligere oplysninger, kontakt pressemedarbejder i WSPA Janne Bruvoll på tlf. 33 97 00 25, mobil 60 63 38 12 eller på janne@wspa.dk.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • island
  • dyr
  • dyremishandling
  • hvaler
  • hvalfangst
  • janne bruvoll
  • wspa
  • iwc
  • norge
  • japan

WSPA (World Society for the Protection of Animals) er den største sammenslutning af dyrebeskyttelsesorganisationer i verden med repræsentanter i mere end 70 % af verdens lande. Vores vision er en verden, hvor mennesker respekterer dyrevelfærd, og dyremishandling stopper.

Kontakt

Janne Bruvoll

Pressekontakt Presseansvarlig for WSPA Danmark 3397 0025

Relateret materiale