Pressemeddelelse -
YouSee styrker public service-tv
Landets største tv-distributør, YouSee, satser på mere public service tv uden reklamer. Søndag den 1. november lancerer selskabet sine nye tv-pakker, og her er tale om en markant vækst i udbuddet af ikke-kommercielt tv.
Væksten i public service slår tydeligst igennem i YouSee's grundpakke, som kan ses af mere end én million danske husstande. Ud af de i alt 16 analoge kanaler i pakken bliver ikke færre end 11 kanaler public service, suppleret med de to helt kommercielle tv-kanaler TV3 og Kanal 4.
"Vi leverer tv til næsten halvdelen af samtlige danske husstande, og det giver os en særlig forpligtelse til at sikre et bredt og alsidigt tv-udbud. Det er det, vi gerne vil leve op til med de nye pakker," siger vicedirektør i YouSee, Ulf Lund.
Grundpakken kommer til at indeholde tre nye public service-kanaler, DR K og DR Ramasjang, som YouSee har valgt at distribuere både digitalt og analogt, samt dk4. DR-kanalerne overtager de attraktive pladser i det analoge udbud fra de kommercielle stationer norsk TV2 og svensk TV4.
Desuden byder pakken på fire analoge public service kanaler fra nabolandene og yderligere seks digitale kanaler, bl.a. DR HD, regionalt lokal-tv og TV2's naboregion. Sidstnævnte betyder, at alle YouSee kunder vil få adgang til to TV2-kanaler, så eksempelvis kunder i Aalborg ud over TV2 Nord også kan se TV2 MidtVest, men dog kun i digital udgave.
"Samtidig øger vi løbende andelen af danske undertekster på public service kanalerne fra vores nabolande, så samlet set er der tale om en meget markant stigning i udbuddet og tilgængeligheden af public service-tv. Det kommer efter flere år, hvor kanalvæksten især er sket inden for kommercielt tv," siger Ulf Lund.
YouSee's kunder har siden den 15. september haft fri adgang til alle kanaler i YouSee's tre standardpakker digitalt. For at se de digitale kanaler skal man have et tv med indbygget digital tuner eller en digital modtagerboks, men der er ikke krav om kort eller ekstra betaling.
Fakta om de tre kanalpakker
Grundpakken. For at skabe plads til de nye DR-kanaler sendes svensk TV4 fremover kun digitalt, mens TV2 Norge forsvinder helt ud af YouSee's udbud. Blandt de digitale nyheder i grundpakken er også den franske kultur- og samfundskanal TV5 Monde.
Mellempakken. Den væsentligste nyhed er her Canal9, som kun bliver sendt digitalt.
Fuldpakken. dk4 og TV5 Monde flytter til Grundpakken. Jetix/Hallmark ophørte den 15. september og blev erstattet af Disney XD.
Alle kanaler i Grundpakken kan også ses af kunder med Mellem- eller Fuldpakken. Og tilsvarende kan alle kanaler i Mellempakken også ses af kunder med Fuldpakken. I praksis begynder introduktionen af det nye kanaludbud allerede den 26. oktober og vil være endeligt gennemført over hele landet den 1. november.
Sammensætningen af YouSee's pakker kan variere fra region til region. Se det samlede indhold i pakkerne på: www.yousee.dk/kanaloversigt
Emner
- Biograf, film, fotografi
YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd. Selskabet har ca. 1,2 mio. kabel-tv-kunder svarende til ca. 45 pct. af samtlige husstande. YouSee distribuerer 150 forskellige tv-kanaler, som udbydes i en kombination af programpakker (grund-, mellem og fuldpakke) og individuelle tilkøb. YouSee udbyder bredbånd med downloadhastigheder fra 10 til 100 Mbit/s. Selskabet har ca. 400.000 bredbåndskunder. YouSee er et datterselskab af TDC A/S.