Pressmeddelande -
Imponer rejsefællerne i vinter: 10 ting, du ikke vidste om Thailand
Verdens længste bynavn, en fisk, som kan gå på land og verdens dyreste kattebryllup – Thailand er et land med mange facetter og både store og små rekorder. Tjek det thailandske turistbureaus liste over enestående fakta, og imponer med din viden på rejsen i vinter.
1. De fries land
Thailand er det eneste land i Sydøstasien, som aldrig er blevet koloniseret af europæerne. Passende nok betyder landets navn ”de fries land”.
2. Verdens længste stednavn
Bangkoks egentlige navn er længere, end hvad de fleste orker at udtale: Krungthepmahanakhon Amonrattanakosin Mahintharayutthaya Mahadilokphop Noppharatratchathaniburirom Udomratchaniwetmahasathan Amonphimanawatansathit Sakkathattiyawitsanukamprasit – og oversat betyder det: “Englenes by, den store fantastiske by, hjemsted for Smaragd-buddhaen, Indras uindtagelige by, verdens hovedstad belønnet med ni værdifulde juveler, den lykkelige by med et overdådigt kongepalads, som ligner den himmelske bolig, hvor den legemliggjorte gud styrer, en by skænket af Indra og bygget af Vishnu.” Vi behøver vist ikke at tilføje, at bynavnet klart topper listen over verdens længste.
3. Velbesøgt hovedstad
Ifølge MasterCard Global Destination Cities Index var Bangkok verdens mest besøgte by i 2013 med 16 millioner internationale overnatninger.
4. Verdens største guld-Buddha
I Thailand finder du også verdens største Buddha-statue i massivt guld. Den 5.500 kg tunge guld-Buddha, eller Phra Phuttha Maha Suwan Patimakon, som den officielt hedder, sidder stadig i templet Wat Traimit i Bangkok.
5. Et tredje køn på toilettet
Thailand er et af de første lande i verden, som har et tredje alternativ til dem, der skal på toilettet. Ud over dametoiletter og herretoiletter findes der toiletter til transpersoner.
6. Verdens største krokodillefarm
I Thailand finder du også verdens største krokodillefarm, Samutprakarn Crocodile Farm, som huser over 100.000 krokodiller. Krokodillefarmen, som ligger uden for Bangkok, er passende nok også hjem for verdens største krokodille. Krokodillen Yai blev født i 1972 og kan som voksen bryste sig af en 6 meter lang krop, som vejer 1.114 kg.
7. Verdens største ferskvandsfisk
I Mekongfloden svømmer verdens største ferskvandsfisk – kæmpemallen. I 2005 fangede man det hidtil største eksemplar af denne sjældne basse i det nordøstlige Thailand. Vægt i alt: 293 kg
8. Sjældent minidyr
Men det er også i Thailand, at du finder et af verdens mindste dyr. Nemlig den lille humlebiflagermus, verdens mindste pattedyr, som har en kropslængde på ca. tre centimeter.
9. Et rigt dyreliv
Thailand er også hjem for mange andre dyr, nærmere bestemt en tiendedel af alverdens dyrearter. Et af Thailands mest besynderlige dyr er dyndspringeren, en fisk som både kan gå på land og klatre i træer.
10. Kattebryllup til 16.000 dollars
Og endelig kan vi fortælle, at verdens dyreste kattebryllup fandt sted i Bangkok i 1996. Det var de usædvanlige siameserkatte Phet og Ploy med diamantøjne, der giftede sig. Bruden ankom til brylluppet i helikopter, mens brudgommen måtte nøjes med en Rolls Royce. Hundredvis af VIP-gæster var med til brylluppet, og ringene var specialdesignede til kattenes små poter. Hele festen kostede 16.000 dollars, og angiveligt skal brudeparret have fået gaver til en værdi af 60.000 dollars.
Ämnen
- Turism
Kategorier
- turism
- thailands turistbyrå
- thailand
- tat
- resor
Om det thailandske turistbureau
Tourism
Authority of Thailand (TAT) blev grundlagt i 1960 og var den første
organisation i Thailand med specielt ansvar for at fremme turismen i landet.
Det thailandske turistbureau i Stockholm blev etableret i 2002 og er ansvarlig for de nordiske og baltiske lande. Det
thailandske turistbureau tilbyder rejseinformation til borgere, rejsebureauer
og pressen og arbejder også for at opmuntre indbyggerne i de nordiske og
baltiske lande til at rejse til Thailand. Læs mere på www.tourismthailand.org/se.