Pressemeddelelse -

3 fortsætter kundevækst i et stille marked

Årets første kvartal har budt på kundevækst for teleselskabet 3 på trods af, at markedet har været stille. 19.000 nye kunder har sluttet sig til 3’s kundebase, så den nu tæller i alt 1.293.000 kunder. Dermed er 3 et skridt tættere på at nå målet om 1,5 millioner glade kunder.

Kundebasen fortsætter med at vokse hos teleselskabet 3. I 2017 sluttede 73.000 nye kunder sig til selskabet – og i første kvartal af 2018 kom 19.000 nye kunder til. Dermed lyder den samlede kundebase på 1.293.000 kunder[1], og omsætningen lander på 647 millioner kr.


”Telemarkedet har overordnet set været stille i årets tre første måneder, så det glæder mig at se, at flere og flere danskere alligevel har fået øjnene op for, hvad 3 kan. 3 står rigtig stærkt med 3LikeHome, fordi vi er det teleselskab i Danmark, der tilbyder roaming uden ekstra beregning i allerflest lande. I marts tilføjede vi Mexico, Brasilien, Argentina og Chile til puljen, så vi nu er oppe på i alt 57 lande. Det har kunderne taget rigtig godt imod.
I første kvartal gav vi også kunderne en ekstra mængde data i en række udvalgte abonnementer, ligesom vi hævede fair use-grænsen i udlandet til 20 GB uden at ændre på prisen. Det har danskerne også taget rigtig godt imod. Kvartalet har været stille – så jeg er tilfreds med regnskabet. Det viser mig, at vores strategi rammer plet,” siger 3’s CEO Morten Christiansen.

Tættere på målet om 1,5 millioner glade kunder


Teleselskabet er nu endnu tættere på målet om at nå 1,5 millioner kunder. Hovedfokusset er løbende at forbedre processerne, så kunderne hele tiden oplever, at det er en nem og god oplevelse at være kunde hos 3.

”Vi har altid for øje, at kunderne skal stå tilbage med den følelse, at det er nemt at være kunde hos 3, og at de får gode oplevelser. Ventetiden i kundeservice er historisk lav, så man prompte kan få hjælp, hvis det er det, man har behov for. Vi har ændret regningslayoutet, så det er let for kunderne at få overblik over, hvad der er brugt penge på. Selvbetjeningsplatformen gør det muligt på egen hånd nemt og hurtigt at følge med i forbruget eller tilkøbe flere produkter. Vi arbejder fremadrettet på at forudse kundernes problemer, inden de opstår. Det overrasker kunderne og er service på et helt andet niveau,” forklarer Morten Christiansen, CEO i 3.

Nøgletal fra 3’s opgørelse af kundebasen i første kvartal af 2018 (1. januar til 31. marts 2018)[2]:

  • 19.000 nye kunder
  • Samlet kundebase: 1.293.000 kunder
  • Omsætning: 647 mio. kr.
  • Serviceomsætning: 424 mio. kr.
  • Driftsresultat før afskrivninger: 147 mio. kr.


[1]Kundetallet dækker samlet fremgang hos 3 for både privat- og erhvervskunder samt OiSTER.

[2] Disse tal vil indgå i 3 Danmarks årsregnskab for 2018 og rapportering til de danske myndigheder. Bemærk, at kundetallene afviger fra det regnskab, som 3’s ene ejer Investor AB i Sverige offentliggør i dag. Der er forskel på de to opgørelser, da Investor AB opgør antallet af kunder på en anderledes måde, end 3 gør i Danmark. Forskellen ligger i, hvornår en kunde kategoriseres som aktiv, og dermed skal tælles med. På den baggrund anbefaler vi, at danske medier, analytikere mv. tager udgangspunkt i nærværende udmelding fra 3.

Mediekontakt:Thilde Danielsen, pressechef, 3, e-mail: thilde.danielsen@3.dk, mobil: 31 200 300

Du kan altid kontakte den vagthavende kommunikationskonsulent i 3’s kommunikationsafdeling på mobil 31 200 202.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • regnskaber

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 57 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af CK Hutchison Holdings Limited (60%) og Investor  AB (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt

3's pressetelefon

Pressekontakt 31 200 202

Kundeservice

Pressekontakt 70 313 313

Relateret materiale