Nyhed -

Hjælp til flygtninge i Serbien

Tusindvis af flygtninge strømmer lige nu til overfyldte flygtningelejre og parker i Sydeuropa, hvor de sover på bænke og på græsset. De flygter fra krig og fattigdom, men deres udfordringer stopper ikke, når de sætter fødderne på europæisk jord.

ADRA Danmark har modtaget et nødråb fra ADRA Serbien om hjælp. Hver dag kommer omkring tusind flygtninge til Beograd i Serbien, der er et land lidt mindre end Danmark, men med 10 millioner indbyggere. Landet har ikke kapacitet til at tage sig af de mange flygtninge, og behovet for hjælp udefra er stort.

girl-siria-banner

Tusindvis af flygtninge strømmer lige nu til overfyldte flygtningelejre og parker i Sydeuropa - mange af dem er børn.

I juli var antallet af flygtninge i Serbien 67.000, og regeringen bad FN og hjælpeorganisationer om hjælp. ADRA Danmark sender derfor økonomisk støtte til blandt andet mad og vand samt telte og tøj. Der vil også blive oprettet et mobilt informationscenter, hvor flygtningene hurtigere kan blive registreret og få råd og vejledning om deres rettigheder. Her vil være oversættere i blandt andet arabisk, farsi og urdu. Frivillige søger for at få spredt kendskabet til informationscentrene ud blandt de mange flygtninge.

Ingen spurgte mig hvorfor jeg var ked af det

En af de mange flygtninge er Said på 14: “Jeg husker min bedstemors varme knus. Hun sagde at hun vil bede for os hver dag. Jeg ved ikke hvor længe vi var undervejs. Vi kørte i lastbiler. Det var svært at få vejret og folk græd. Jeg har ikke lyst til at tænke tilbage på det. Krigen og den lange rejse er bag os nu. Jeg vil bare gerne gå i skole og lege. Når jeg bliver voksen vil jeg være læge og hjælpe syge børn. Når de er kede af det, vil jeg spørge dem hvorfor de er kede af det. Ingen spurgte mig hvorfor jeg var ked af det. Børn skal ikke være ofre. De skal ikke se folk drukne fordi de ikke kan komme op i båden. Jeg drømmer om at gå i skole og om mit hus, hvor jeg kan sove i min seng."

serb2

Vi kan ikke acceptere at mennesker lider på den måde

Generalsekretær for ADRA Danmark Lehnart Falk siger: ”Vi er nødt til at hjælpe disse mennesker her og nu. Vi kan ikke acceptere, at mennesker lider på den måde, uanset hvad deres motiv for flugt har været. Vi ved ikke hvor de havner henne og hvad der videre sker med dem, men de har behov for hjælp her og nu, og det er vores pligt at hjælpe"

ADRA Serbien samarbejder med FN, Røde Kors, Læger uden grænser og de lokale myndigheder om at give hjælp til de mange flygtninge. Udover de basale fornødenheder som vand, mad og husly, har mange brug for lægehjælp og helt basal viden om deres rettigheder. Mange er blevet groft udnyttet af bagmænd, mange er blevet mishandlet og udplyndret, mange har mistet deres nærmeste, og mange er børn. Vi er nødt til at hjælpe.”