Pressemeddelelse -

​ Nye kampe i Juba

I weekenden brød kampe mellem styrker kontrolleret af henholdsvis Sydsudans præsident Salva Kiir og landets vicepræsident Riek Machar ud i Sydsudan. Ca. 2000 mennesker har søgt tilflugt på ADRA’s kontor i hovedstaden Juba.

Siden der i weekenden udbrød heftige kampe mellem regerings- og oppositionstyrker, har har ca. 2000 mennesker søgt tilflugt på Adventistkirkens område i Juba, hvor også ADRAs kontor ligger. 

ADRAs danske medarbejder i Sydsudan Allan Jørgensen befinder sig lige nu i Juba, hvor situationen er yderst spændt.

"Her til morgen var der ca. 2000 mennesker, der havde søgt tilflugt hos os. De har tilbragt natten på kirkens og ADRA’s område. Natten var rolig, men her til formiddag har der været sporadiske skyderier og eksplosioner", rapporterer Allan Jørgensen fra Juba.

Mad, vand og toiletter

ADRA Sydsudan forsøger at hjælpe de mange, der har søgt tilflugt ved kontoret. I første omgang handler det om give dem vand og adgang til sanitære forhold på en skole, der ligger på området. På skolen kan de også opholde sig i klasseværelserne. Også selve kirkebygningen og både ADRA’s og kirkens kontorer, er blevet brugt til overnatning for mange de mange, der er flygtet fra kampene.

ADRA arbejder også på at skaffe mad,  presenninger og andre fornødenheder. Problemet på nuværende tidspunkt er, at banker, butikker og indfaldsvejene er lukket, og det er endnu også uklart om lufthavnen er åben for trafik, hvilket begrænser mulighederne for at kunne skaffe akut nødhjælp.

Et nyt land

Sydsudan blev et selvstændigt land den 9. juli 2011. Inden da havde næsten 50 års borgerkrig af to omgange mod Sudan kostet mere end 2 millioner livet. Den sidste borgerkrig sluttede med en fredsaftale i 2005, og i 2011 stemte befolkningen i Sydsudan ja til en løsrivelse fra Sudan i nord.

En ny krig

Desværre startede en ny konflikt allerede i december 2013, hvor Salva Kir fyrede sin vicepræsident, Riek Machar. De to er gamle våbenfæller fra borgerkrigen mod Sudan, men bekriger nu hinanden.

De nye kampe er et stort tilbageskridt for den igangværende og i forvejen meget skrøbelige fredsproces mellem de to stridende parter. For landets befolkning er optrapningen af konflikten i Juba katastrofal! Ca. 5 millioner sydsudanesere har allerede svært ved at skaffe mad på bordet, og en voksende uro og nye kampe vil gøre deres situation endnu mere usikker.

ADRA i Sydsudan

Krigen i Sydsudan har øget ADRA’s fokus på akut nødhjælpsarbejde og hjælp til både internt fordrevne i flygtningelejre i Sydsudan og sydsudanesiske flygtninge i nabolandet Sudan.

I april gav ECHO - EU-Kommissionens departement for humanitær bistand ADRA Danmark en bevilling på 3,7 mio. kr. til nødhjælpsarbejdet i Sudan. Her vil flere end 80.000 flygtninge få gavn af et projekt, der har til formål at beskytte sydsudanesiske flygtninge i Sudan - specielt kvinder og børn.

For mere information kontakt ADRA Danmarks programkoordinator Bjørn Johansen: telefon 40 78 53 28

Emner

  • Bistand

Kategorier

  • sydsudan
  • juba
  • nødhjælp
  • flygtninge
  • internt fordrevne
  • afrika

ADRA Danmark

Vi er gennem et stort internationalt ADRA-netværk med kontorer i mere end 130 lande parat til at rykke ud for at hjælpe ved store humanitære katastrofer

Vi støtter fattige og sårbare mennesker gennem kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed med fokus på social retfærdighed, lighed og fattigdomsbekæmpelse. Vi arbejder i nogle af de fattigste og mest skrøbelige lande i verden.

Relateret materiale