Skip to main content

HISTORY klar med nye sæsoner af hitserier

Nyhed   •   Nov 10, 2017 09:00 CET

Danske seere med interesse for Anden Verdenskrig og skattejagt kan glæde sig til helt nye afsnit af successerierne Hunting Hitler og The Curse of Oak Island. Nye sæsoner af de originale HISTORY-produktioner får eksklusiv premiere på kanalen i Danmark til januar.

Der er gået tre år, siden CIA-veteranen Bob Baer indledte sin efterforskning af en af nyere tids største kriminalgåder. Nu fortsætter Baer sin gennemtrevling af de tidligere hemmeligstemplede dokumenter for at finde frem til det sidste stykke af puslespillet - og måske afsløre, hvad der faktisk skete med en af det 20. århundredes mest forhadte massemordere, Adolf Hitler.

Begik nazilederen virkelig selvmord i 1945, eller lykkedes det ham at undslippe?

I tredje sæson af Hunting Hitler danner Baer par med den tidligere CIA-analytiker Nada Bakos, som er blandt verdens førende eksperter i terroristnetværk. Hun var bl.a. ansvarlig for indsamling af de efterretninger, der resulterede i pågribelsen af al-Qaedas Osama bin Laden.

Baer og Bakos sender et team i marken, som omfatter Tim Kennedy fra den amerikanske hærs Special Forces, undersøgende journalist Gerrard Williams, Airborne Ranger og Special Forces Operator Mike Simpson samt historiker med speciale i Anden Verdenskrig James Holland.

Under deres rejse rundt i verden gør holdet en række banebrydende nye opdagelser. De støder bl.a. på en hemmelig flyhangar på Luftwaffes testbase i Nordtyskland, vraget af en langtrækkende militær vandflyver i Uruguay, en sunken ubåd dybt under vandet i en arktisk fjord i Norge samt fortrolige planer om at smugle højtstående naziledere til Grønland efter krigen.

Januar byder også på sæson 5 af The Curse of Oak Island, hvor brødrene Rick og Marty Lagina tager hul på det hidtil mest spændende kapitel i det nu 220 år gamle mysterium om Oak Island.

Sidste år gjorde brødrene nogle afgørende fund, og sammen med deres partnere tager de nu avanceret teknologi og tungt boreudstyr i brug for at dykke endnu dybere ned. De får desuden hjælp af nye eksperter og gæster, former nye alliancer og udforsker nye, spændende teorier.

I år er det præcis 50 år siden, at en artikel om den berømte Money Pit dukkede op i magasinet Reader’s Digest og inspirerede de unge Lagina-brødre. Vil det omsider lykkes dem at finde øens skjulte skat? Eller vil de - som så mange før dem - blot støde ind i nye forhindringer? Eller værre endnu - finde bevis på, at en dødbringende forbandelse rent faktisk hviler over Oak Island?

Én ting er helt sikker: Det nye år på HISTORY starter uhyggeligt spændende!

THE CURSE OF OAK ISLAND
Tirsdage kl. 21.00 fra d. 16. januar

HUNTING HITLER
Torsdage kl. 21.00 fra d. 25. januar