Skip to main content

Ny serie om de store folkevandringer til USA

Nyhed   •   Aug 10, 2017 08:45 CEST

Intet land har i menneskehedens historie taget imod flere immigranter end USA. I en helt ny miniserie, How the World Made America, fortæller HISTORY om de mange millioner indvandrere, der byggede den nye verden og skabte det Amerika, som vi kender i dag.

Indvandring har spillet en vigtig rolle i USA's udvikling over de seneste århundreder, og næsten alle amerikanske statsborgere er enten immigranter eller efterkommere af folk fra andre lande.

I miniserien How the World Made America, som sendes d. 27. august og 3. september, ser HISTORY nærmere på de kulturelle, sociologiske og politiske konsekvenser af den massive indvandring til USA over de seneste mange år. De to programmer indeholder interviews med efterkommere af immigranter samt dramatiske rekonstruktioner og overraskende fakta. 

Fra 1840 til 1920 udvandrede en tredjedel af alle skandinaver til USA. For de fleste var turen over det store ocean en envejsbillet til et nyt liv. De var en del af den største folkevandring i historien, hvor millioner af mennesker flygtede fra fattigdom, sult og klimaudfordringer. Det anslås, at flere end 10 millioner amerikanere i dag har skandinaviske rødder.

Klik her for at se et klip om skandinaviske skovhuggere i staten Oregon.

Udover de skandinaviske immigranter, hvoraf mange slog sig ned som skovhuggere, fortæller miniserien om guldfeberen i Californien og hvordan irske indvandrere skabte landets første frimærker. Migrantarbejdere var også afgørende for konstruktionen af den transkontinentale jernbane, som nedbragte rejsetiden mellem øst- og vestkysten fra seks måneder til én uge.

Serien beretter om 20 af de vigtigste migrationer, herunder også den brutale historie om den transatlantiske slavehandel og hvordan afroamerikanere blev en integreret del af nationen. 

How the World Made America har premiere søndag d. 27. august kl. 22 på HISTORY.

VIDSTE DU AT...

- Mellem 1850 og 1900 udvandrede næsten 25 millioner europæere til USA.

- Uafbrudt siden år 1900 er en person immigreret til USA hvert 57. sekund.

- Fra 1820 til 1930 tog USA imod 60 procent af alle verdens immigranter.

- Over 36 procent af alle indbyggere i North Dakota har skandinaviske rødder.

- Minnesota er den stat, der har flest skandinaviske efterkommere (1,6 millioner).