Skip to main content

Åbningsfest på Karise Haveaffald!

Nyhed   •   Aug 22, 2017 15:03 CEST

Foto: Steen Knarberg

Lørdag d. 2. september 2017 kl. 10.00 holder AffaldPlus åbningsfest på vores nye haveaffaldsplads i Karise ved T-krydset Dalbyvej 6, 4653 Karise.

Vi fejrer åbningen med taler, snoreklip, kage, frugt og drikkevarer til alle, der har lyst til at deltage i åbningsfesten.

Ved åbningen af den nye haveaffaldsplads deltager byrådsmedlemmerne Jørgen Egede Johannesen (V) og Martin Hillerup (L) fra Faxe Kommune.

Derudover vil formand for Karise håndværker- og borgerforening Pilon Foghmar være til stede, sammen med chef for genbrugspladser i AffaldPlus Allan B. Johansen og driftskoordinator hos AffaldPlus Jørgen Dalgaard Nielsen.

En naturlig del af landskabet

Den nye haveaffaldsplads i Karise bliver en naturlig del af landskabet med en stor jordvold med grøn beplantning rundt om pladsen. Derudover har AffaldPlus besluttet at opsætte små parklamper på haveaffaldspladsen, frem for høje master. Det gør vi for at skæmme landskabet mindst muligt og spare på naturens ressourcer.

Endnu en døgnåben haveaffaldsplads

Karise Haveaffaldsplads bliver, som de fleste af AffaldPlus’ haveaffaldspladser, døgnåben. Den nye haveaffaldsplads bliver den 10. i rækken, hvoraf 9 af pladserne er døgnåbne. Vi har rigtig gode erfaringer med vores døgnåbne haveaffaldspladser, da det er nemt for folk at sortere og aflevere haveaffald. Haveaffaldspladserne er videoovervåget, og vi aflæser automatisk nummerplader på alle biler i forbindelse med fakturering af besøg fra erhvervsbiler.

Kom og aflever dit haveaffald!

Efter snoreklip er Karise Haveaffaldsplads officielt åben og du har herefter mulighed for at aflevere dit haveaffald på pladsen. Private kan frit benytte pladsen og erhvervsbiler faktureres pr. besøg.

Haveaffaldspladsen vil være klar til at modtage ca. 12.000 indkørsler om året. I mængder forventes det at udgøre ca. 800 tons haveaffald, som 40 - 50 lastbiler vil transportere til Faxe miljøanlæg. Her bliver den vedholdige del af haveaffaldet til biobrændsel, som energiudnyttes på vores anlæg i Næstved. Resten afsættes som råkompost til landbruget.