Nyhed -

Gør julen grøn - genbrug så meget du kan!

Julen står for døren, og set med ”affaldsøjne” er det en hård tid for miljøet. Vi køber stort ind, - gaver, mad og pynt, og vores øgede forbrug fører store affaldsmængder med sig.

Men du kan være med til at gøre en forskel og gøre noget godt for miljøet. Vi har lavet en oversigt over noget af det mest almindelige jule- og nytårsaffald, som vi håber, du vil gøre brug af:

Gavepapir og -bånd i småt brændbart
Det er kolossalt så meget gavepapir, vi bruger i december, og det er vigtigt at få det sorteret korrekt. Gavepapir skal i småt brændbart på genbrugspladserne, da papiret ofte er overfladebehandlet, fremstillet med ”metallic” og papirfibrene simpelthen for tynde til at genbruge. Det samme gælder gavebånd og flamingo. Genbrugspladsen har også containere til rent og tørt pap.

Det bedste er selvfølgelig helt at minimere brugen af gavepapir, da det fremstilles med stort forbrug af vand, energi, træ og kemikalier. Derfor – har du stadig til gode at pakke julegaverne ind, så prøv at tænke i genbrug. Brug fx brunt genbrugspapir, aviser eller flotte sider fra et blad, du har liggende. Undgå gavepapir med lak/metallic, brug bånd af stof, bast eller tykt garn og lav ”til og fra”-kort af paprester og dekorer dem selv. Du kan også pakke dine gaver ind i muleposer eller lign., som modtageren kan genbruge.

Giv dit juletræ nyt liv
Når dit juletræ har spredt glæde i stuerne, dansen er slut og det begynder at drysse, så er det tid til at give det nyt liv. Hvis du er haveejer, kan du fx afdække roser og andre sarte planter med grangrenene. Stammen kan laves til flis, som du også kan bruge i haven.

Har du ikke have, er haveaffalds- og genbrugspladserne er klar til at modtage dit juletræ. Træerne bliver omdannet til biobrændsel, som igen bliver til strøm og fjernvarme.

Nytårskrudt - affyret som ubrugt
Omkring årsskiftet til 2018 lyser den ellers så mørke vinterhimmel op i et væld af farver og brag. Når festen er slut, og kalenderen viser 1. januar 2018, så husk, at affyret nytårsfyrværkeri skal i småt brændbart. Skulle du finde eller ligge inde med ubrugt, lovligt nytårskrudt, skal det afleveres som farligt affald på genbrugspladserne.


Med ønsket om en rigtig grøn og glædelig jul!

De bedste hilsner fra os alle hos AffaldPlus


Helligdage
Alle AffaldPlus’ genbrugspladser samt PlusButikker holder lukket følgende dage:
• Søndag den 24. december
• Mandag den 25. december
• Tirsdag den 26. december
• Søndag den 31. december
• Mandag den 1. januar

Alle andre dage står medarbejderne klar til at modtage dit gavepapir, juletræ og alverdens andre ting og sager. For yderligere information se www.affaldplus.dk/helligdage

Find din lokale genbrugs- og haveaffaldsplads

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • helligdage
  • genbrugspladser
  • affaldplus
  • genbrug

Kontakt

Katja de May Weber

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder Kampagner, sociale medier, web 55750848

Niels Damgaard

Pressekontakt Kommuneservice- og kommunikationschef Interessevaretagelse 4054 5174