Skip to main content

​Borgmesteren tager første spadestik til endnu 29 lejligheder på Havnefronten i Horsens

Pressemeddelelse   •   Sep 26, 2019 11:26 CEST

Borgmester Peter Sørensen, AG Gruppen og Bech-Gruppen tager første spadestik til endnu 29 lejligheder på Nordhavnen i Horsens

AG Gruppen og Bech Gruppen gik onsdag i jorden med endnu 29 lejligheder på Havnefronten, og borgmester Peter Sørensen var med til at tage det første spadestik. Mere end halvdelen af lejlighederne er allerede solgt, og der er indflytning ultimo 2020.

Det går stærkt med udviklingen i Horsens, og onsdag tog AG Gruppen og Bech-Gruppen det første spadestik til endnu 29 lejligheder i Nordhavnen. Lejlighederne er en del af projektet Havnefronten, som er tegnet i et samarbejde mellem Ginnerup Arkitekter og Reihs Arkitekter og består af i alt 87 lejligheder fordelt i seks punkthuse. Havnefronten opføres i 3 etaper, hvor første etapes 29 lejligheder er udsolgte og indflyttet, og anden etape altså opføres nu.

Mange naboer og projektets rådgivere var mødt op for at fejre begivenheden, hvor der var taler ved både bygherre og borgmesteren. Her blev der især lagt vægt på den store fremdrift og hastige udvikling, der er sket i Horsens de seneste år. Og naboerne glæder sig til, at Havnefrontens næste etape nu kan opføres.

En af dem er Jørn Simmenæs, som er opvokset i Horsens og glæder sig over den udvikling Horsens har gennemgået: ”Selvom jeg er opvokset i Horsens, er jeg aldrig tidligere kommet på Havnen. Det er fantastisk, at der nu er åbnet op, så alle har adgang til havnen og områdets helt unikke miljø. Livet i Havnefronten har det hele. Her er hyggeligt, autentisk og smukt, og vi nyder bl.a. gåturene på havnen og god mad på pynten – selv industrihavnen har sin charme og minder os om byens rødder. Og så er der kun 5 min. til arbejde inde i byen”, siger Jørn Simmenæs, som flyttede ind i Havnefronten i februar for at få mere tid til familie og børn og slippe for arbejdet med hus og have i Stensballe.

Mange af indflytterne i Havnefronten, har købt en lejlighed af samme grund. De ønsker at nyde det lette liv tæt på byen i en helt ny lejlighed, der ikke kræver det store vedligehold. Havnefronten ligger attraktivt placeret lige ved lystbådehavnen, og alle lejligheder har minimum 2 altaner eller terrasser, så udeliv og udsigt kan nydes hele dagen. Derudover er der privat p-plads til alle boliger, 2 badeværelser og bryggers i lejlighederne, som varierer fra 125 – 175 m2. priserne starter fra 2,9 millioner, mens en stor penthouselejlighed med egen tagterrasse koster omkring 7 millioner.

Det er Bech-Gruppen og AG Gruppen, der står bag det nye projekt. EDC i Horsens forestår salget af lejlighederne, hvoraf halvdelen allerede er solgte her mere end et år før indflytning.

Fakta om byggeriet:

29 lejligheder fra 125 – 175 m2

Lejligheder med 2 badeværelser og to altaner/terrasser

Arkitekt: Reihs Arkitekter og Ginnerup Arkitekter

Rådgivende Ingeniør: Drias Rådgivende Ingeniører

Udvikler/totalentreprenør: AG Gruppen

Bygherre: AG Gruppen / Bech-Gruppen

Indflytningsklar: Ultimo 2020

Om AG Gruppen:

AG Gruppen blev stiftet i 1986 under navnet Arkitektgruppen, og siden er der sket en del. Udgangspunktet er dog det samme: at skabe attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er AG Gruppen en af de vigtigste aktører i branchen med over 7.500 boliger og erhvervsbyggerier bag sig. Det handler om, at vi ikke bare er en boligfabrik, men en virksomhed, der skaber plads. Hjem og arbejdspladser som er bygget til mennesker og skabt med omtanke - og i en kvalitet, der kan tåle livet.

Om Bech-Gruppen :

Bech-Gruppen er en moderne virksomhed med det rigtige grundlag for komplette logistikløsninger til vore kunders gavn og udbytte. Bech-Gruppen blev grundlagt i 1862 af Wilhelm Christian Bech, som drev skibsmægler- og klareringsvirksomhed på havnen i Horsens - firmaet er senere overtaget af efterkommere og derpå overgået til andre ejere. Senest i år 2005 er Bech-Gruppen overtaget af en ny investorgruppe med det formål fortsat at udvikle virksomheden i takt med tiden og kundernes forlangende til varetransport, logistik, osv.