Nyhed -

Arbejdsløsheden fortsætter med at falde, dog i lavere tempo

Antallet af bruttoledige faldt med 700 fuldtidspersoner i oktober måned, hvilket betyder at ledighedsprocenten er uændret på 4,3 procent. Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Dagens tal er en god nyhed på en dag hvor nationalregnskabstallene kom dårligere ud end ventet. I foregående måned faldt antallet af bruttoledige med 1600 personer fuldtidspersoner, hvorfor tempoet er lidt lavere.

Det nu 4. måned i træk arbejdsløsheden falder, og bekræfter at arbejdsmarkedet ikke har ladet sig påvirke af en sløv vækst i dansk økonomi. Over de seneste tre måneder er beskæftigelsen steget med 7.500 personer, hvilket er en rigtig flot jobvækst, selvom tempoet er aftaget i forhold til første halvår.

Den svage udvikling i BNP skyldes langt hen ad vejen midlertidige faktorer. Sløjt sommervejr og forhandlingerne om registreringsafgifterne på biler har trukket privatforbruget nedad. Men grundlæggende er betingelserne for det private forbrug fortsat meget gunstige: Lave renter, større boligformue og stigende realindkomster øger alt sammen forbrugsmulighederne. Det samme gælder eksporten: Det globale opsving har fået yderligere fart de seneste måneder, og de danske virksomheder har en god konkurrenceevne, trods modvind fra en stærkere krone. Vi forventer at se en stigning i både privatforbrug og eksport i fjerde kvartal og ind i næste år.

Når det er sagt, så er det også blevet mere tydeligt, at det for nogle virksomheder er svært at skaffe den nødvendige arbejdskraft ved de nuværende lave ledighedsniveauer. Særligt i byggeriet er det hver tredje virksomhed, der angiver at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Men det er også blevet sværere i industrien og i servicesektoren.

Vi ser dog ikke tegn på en egentlig overophedning af arbejdsmarkedet her og nu. Lønstigningerne er for opadgående, men er fortsat moderate. Det skyldes i høj grad, at arbejdsstyrken vokser løbende, som følge af allerede vedtagne jobreformer og tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Det tager tilsammen toppen af presset på arbejdsmarkedet.

På baggrund af den grundlæggende solide vækst i dansk økonomi forventer vi, at fremgangen i beskæftigelsen fortsætter det kommende år, men i et lidt lavere tempo. Det skyldes primært, at der allerede nu er tegn på flaskehalse i nogle brancher. Det lægger naturligt end dæmper på jobvæksten.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10