Nyhed -

Bilsalget har kurs mod ny rekord

Usikkerheden omkring registreringsafgiften sendte bilsalget i dørken i tredje kvartal og det var med til at sende dansk økonomi i bakgear. Men meget tyder på, at det var en enlig svale. Nye tal fra de danske bilimportører viser nemlig, at bilsalget er på vej mod en ny rekord i år.

Efter et stort hop i oktober måned har bilsalget stort set holdt det høje niveau i november med 18.000 solgte biler. Korrigerer man sæsonmønsteret, hvor der normalt sælges flere biler i november end i oktober måned, er der tale om et lille fald i bilsalget - men det er ikke underligt efter det store hop i oktober. For året 2017 som helhed er der solgt 205.000 biler hvilket er en spids over rekordåret 2016, hvor der efter november var solgt 204.000 personbiler. Dermed har bilsalget i år kurs mod en ny rekord.

Dagens tal giver grund til at lægge noget af bekymringen for den negative vækst i dansk økonomi i tredje kvartal væk. Det ser nemlig ud til at svagheden i privatforbruget i langt overvejende grad har været drevet af midlertidige faktorer herunder forhandlingerne om registreringsafgiften. Grundlæggende er betingelserne for det private forbrug fortsat meget gunstige: Lave renter, større boligformue og stigende realindkomster øger alt sammen forbrugsmulighederne.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10