Nyhed -

Dårligt sommervejr holder danskerne væk fra butikkerne

Det sløje danske sommervejr har holdt danskerne hjemme i sofaen og væk fra butikkerne hen over sommeren. Detailsalget faldt 0,1 pct. i juli måned efter et tilsvarende fald i juni måned, renset for prisudvikling og sæsonudsving. Det viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik.

Det er i høj grad grillfesterne og indkøbet af sommertøj, der er blevet droppet. Detailsalget af tøj og fødevarer faldt 0,5 pct. i juni og hhv. 1,1 pct. og 0,6 pct. i juli. Derimod steg salget af andre forbrugsvarer med 0,4 pct. i juli og 0,6 pct. i juni.

Den svage fremgang i detailsalget skyldes dog ikke kun det sure sommervejr, men er af mere strukturel karakter. I år er detailsalget kun steget med sølle 0,8 pct. indtil videre og det står i stærk kontrast til den høje optimisme hos forbrugerne og det stærke bilsalg.

Forklaringen skal findes i det faktum, at danskerne har ændret forbrugsvaner og i højere grad prioriterer at købe serviceydelser som rejser og restaurantbesøg. Desuden har vi i høj grad lagt vores indkøb om til nettet, hvor køb på udenlandske hjemmesider fylder en stor del.

Derfor giver det svage detailsalg heller ikke grund til større pessimisme omkring det samlede private forbrug herhjemme. Forbrugertilliden steg igen i juli måned og ramte det højeste niveau i to år. Der er da også god grund til at se lyst på tilværelsen. Beskæftigelsen fortsætter opad og samtidig stiger lønningerne mere end priserne - det giver plads til at hæve forbruget. Vi kan desuden glæde os over et meget lavt renteniveau og en fremgang på boligmarkedet, der betyder stigende friværdier til stadig flere boligejere.

Vi forventer derfor fortsat at privatforbruget vil være en væsentlig motor for væksten i år, på trods af det sløje detailsalg.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10