Nyhed -

Dansk økonomi fik en stærk start på året

Dagens konjunkturbarometre fra Danmarks Statistik bekræfter billedet af dansk økonomi i fremgang.

Generelt ligger erhvervstilliden på høje niveauer men særligt servicesektoren har haft fart på det seneste halve år. Optimismen har været stigende igennem 2017 og ramte i februar det højeste niveau i indikatorens historie, der går tilbage til maj 2011. Den almindelige dansker fået flere penge mellem hænderne og vores forbrug er i større og større grad rettet mod serviceydelser og det kan mærkes. Dertil kommer også en stigende efterspørgsel efter serviceydelser i erhvervslivet. Det viser sig blandt andet ved, at der er et stigende antal virksomheder, der melder om mangel på arbejdskraft i servicesektoren, selvom det fortsat er beskedne 16 pct. af virksomhederne. Til gengæld er antallet af virksomheder, der forventer at ansætte flere over de kommende tre måneder på det højeste niveau siden august 2016.

Helt så godt går det ikke i detailhandlen. Efter en svær periode igennem 2017 voksede optimismen i detailhandlen i slutningen af året, men faldt tilbage igen i februar måned. Det skyldes primært et fald i den faktiske omsætning efter at januarudsalget, julehandlen og danskernes shoppelyst på Black Friday har trukket op de seneste måneder. Forventningerne til de kommende måneders omsætning er ligeledes faldet.

Optimismen i industrien ligger fortsat på et højt niveau, men det ser ud til at optimismen er toppet for denne gang i lighed med industritilliden i Tyskland og Euroområdet. En del af forklaringen skal nok findes i den stærke krone, der følger af styrkelsen af euroen den seneste tid. Det giver modvind til de eksportorienterede industrivirksomheder, men vi er nu fortsat optimister på dansk industris vegne. Global vækst buldrer derudaf og det vil også komme de danske virksomheder til gode trods modvind fra en stærk krone.

I bygge-og anlæg har tendensen været opadgående de seneste tre år og konjunkturbarometeret er på det højeste niveau i ti år. Det er da heller ikke nogen hemmelighed at der har været godt gang i hjulene i byggeriet, hvilket også har ført til flaskehalse og mangel på arbejdskraft. Det ser dog ud til at problemet med manglen på arbejdskraft er blevet mindre her i starten af 2018. Fra at hver tredje virksomhed indenfor bygge-og anlæg meldte om mangel på arbejdskraft i andet halvår 2017 er det i februar 2018 kun knap hver fjerde.

Alt i alt tegner konjunkturbarometrene et lyst billede af dansk økonomi. Samtlige fire sektorer forventer at skulle ansætte flere medarbejdere de kommende tre måneder og konjunkturbarometrene tyder på, at jobopsvinget vil fortsætte med uforandret styrke her i starten af året. Efter den sløje vækst i tredje kvartal sidste år venter vi, at denne uges tal for BNP i fjerde kvartal viser langt bedre takter. For 2017 som helhed forventer vi en samlet vækst på 2,0 pct. og vi forventer at væksten holder tempoet her i 2018.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10