Nyhed -

Dansk økonomi tilbage på vækstsporet

Danmarks statistik har netop offentliggjort BNP for 4. kvartal 2017, der viser en vækst på 1,0 pct. i kvartalet efter et fald i tredje kvartal på 0,8 pct. Dermed sætter dagens tal en fed streg under, at den sløje vækst i tredje kvartal var midlertidig. For 2017 som helhed landede væksten på 2,1 pct. hvilket er den højeste vækst siden 2006. En del af dette skyldes dog et ekstraordinært løft til eksporten fra en enkelt betaling i første kvartal, der samlet løfter væksten i 2017 med 0,4 pct. point.

Ser vi på fjerde kvartal er det blandt andet en stor stigning i bilsalget, der trækker væksten op. Salget af biler blev ramt af forhandlingerne omkring registreringsafgiften, der i løbet af tredje kvartal satte en komplet stopper for bilsalget. Bilsalget er dog kommet tilbage og steg med hele 38 pct. i fjerde kvartal efter et fald på 23 pct. i tredje kvartal. Det giver et markant løft til privatforbruget.

Ser vi bort fra bilsalget er der nu ikke megen forbrugsfest at spore, med en marginal stigning i forbruget ex biler på 0,1 pct. Det er overraskende givet husholdningernes solide privatøkonomi og det stærke arbejdsmarked. Vi tror at forbrugerne vil smide lidt af forsigtigheden over bord her i 2018 og forventer at forbruget vil være en af vækstmotorerne for dansk økonomi i år.

Der er gang i byggeaktiviteten rundt omkring i landet og boliginvesteringerne steg med hele 5,1 pct. i fjerde kvartal. Lave renter og stigende boligpriser gør det mere attraktivt at bygge nyt og giver også gode muligheder for at finansiere tilbygninger eller ombygninger gennem et tillægslån i boligens friværdi.

Lagerinvesteringerne gav også et markant løft til væksten i fjerde kvartal på 0,9 pct. point efter et stort fald i tredje kvartal. Virksomhederne valgte i tredje kvartal at imødekomme efterspørgslen ved at nedbringe lagrene fremfor at producere nyt. Men med en efterspørgsel der har pil opad herhjemme og globalt er der i fjerde kvartal blevet produceret på højtryk for at genopbygge lagrene og det har givet et løft til væksten.

Efter en sløj periode for eksporten er det også godt at se at der igen er fremgang i fjerde kvartal. Det er særligt eksporten af tjenester, der er steget med 5,0 pct. mens eksporten af varer har været stort set uændret.

Ser vi frem mod de kommende kvartaler, ser det fortsat fornuftigt ud for dansk økonomi. Optimismen blomstrer hos forbrugerne og væksten i vores samhandelslande buldrer derudaf. Det giver gode muligheder for den danske eksport og privatforbruget. Herhjemme er optimismen høj, og virksomhederne har tilkendegivet, at de regner med at øge deres investeringer i år. Det giver håb om, at der endelig kan komme gang i erhvervsinvesteringerne, der har haltet lidt igennem opsvinget.

Der er også udsigt til endnu et solidt år for privatforbruget. Danskerne har generelt været forsigtige med at bruge penge, selvom både beskæftigelsen, indkomsterne og formuerne er steget. Derfor står de danske husholdninger med en solid privatøkonomi, og det giver plads til fortsat fremgang i det private forbrug i år.

BNP-væksten landede på 2,1 pct. i 2017 og for 2018 venter vi en vækst på omtrent 2,0 pct.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10