Nyhed -

Danskernes køb af julemad holder detailsalget oppe

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser at detailomsætningen holdt det høje niveau i december. Det betyder at privatforbruget var i topform ved udgangen af sidste år.

Detailomsætningen skød i vejret i november da danskerne shoppede igennem på Black Friday. Det store spørgsmål var derfor, om novembers flotte tal for detailomsætningen blot var udtryk for, at vi køber julegaverne tidligere for at sikre os en god rabat og det til gengæld ville vise sig som et fald i julehandlen i december.

Det netop offentliggjorte tal for detailomsætningen i december viser, at dette ikke var tilfældet. Detailomsætningen holdt det høje niveau og faldt kun marginalt med 0,3. pct. Faldet var drevet af et fald i andre forbrugsvarer på 0,9 pct. og et fald i beklædning mv. på 0,1 pct. Fødevarer og andre dagligvarer steg dog med 4 pct., hvilket tyder på at danskerne ikke har haft behov for at købe julegaverne i december, men i stedet har gjort klar til det helt store julebord.

Sammenligner man detailomsætningen for december med samme måned i 2016 er detailhandlen 1,8 pct. højere. Fødevarer og andre dagligvarer ligger 0,1 pct. lavere end sidste år. Til gengæld ligger beklædning mv. 1,1 pct. højere og andre forbrugsvarer ligger 3,9 pct. højere end i december 2016.

Det er på alle måder godt nyt for dansk økonomi. Privatforbruget udgør en af hjørnestenene i opsvinget herhjemme og efter tilbagegang i det private forbrug i tredje kvartal 2017, slår dagens positive tal for detailomsætningen en fed streg under, at svagheden var af midlertidig karakter. Kikker vi på andre nøgletal som dankortomsætningen der også holdt novembers høje niveau, er der ingen tvivl om at privatforbruget står til en fin vækst fjerde kvartal 2017.

Helt grundlæggende er der medvind til privatforbruget fra næsten alle fronter: Lønningerne stiger mere end priserne og det giver plads til at hæve forbruget. Vi kan desuden glæde os over et meget lavt renteniveau og fremgang på boligmarkedet, der betyder stigende friværdier til stadig flere boligejere.

Vi forventer derfor at privatforbruget vil være en væsentlig vækstmotor i dansk økonomi også i år.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10