Nyhed -

Konjunkturbarometer: Der er godt gang i kedlerne

Der er godt gang i kedlerne

Dagens konjunkturbarometre fra Danmarks Statistik bekræfter billedet af en stærk dansk økonomi i fortsat fremgang.

Industrien er i hopla. Konjunkturbarometeret for oktober steg et nøk og optimismen er tæt på det højeste i tre år. Det afspejler sig også i beskæftigelsesforventningerne hvor industrivirksomhederne som helhed regner med, at der bliver behov for flere hænder de kommende tre måneder. Det er da heller ikke mærkeligt at stemningen er god i den danske industri. Det går rigtigt godt i både euroområdet og USA og det kommer også de danske industrivirksomheder, hvoraf mange producerer til eksport, til gode.

Dagens overraskelse og absolut gode nyhed er den markante forbedring i detailhandlen. Stemningen i detailhandlen har ellers været dalende siden midten af sidste år, men konjunkturindikatoren tog et markant hop opad i oktober og er nu tilbage på niveauet fra slutningen af sidste år. Det skyldes både en bedring i den faktiske omsætning og stigende forventning til den kommende omsætning – muligvis har julehumøret og udsigten til Black Friday shopping allerede ramt detailhandlen, vi må se om optimismen holder ved de kommende måneder. Ikke desto mindre er det en god nyhed at også detailhandlen nu ser lysere på fremtiden og også ser et behov for at ansætte flere hænder de kommende måneder.

Bygge og anlægs sektoren har også medvind og konjunkturbarometeret steg et nøk i oktober mens servicesektorens konjunkturindikator ligger stort set uændret på et højt niveau.

Alt i alt tegner konjunkturbarometrene et lyst billede af dansk økonomi og alt peger på at jobopsvinget herhjemme vil fortsætte med fuld fart ind i næste år.

Pres på arbejdsmarkedet

Det er blevet mere tydeligt, at det for nogle virksomheder er svært at skaffe den nødvendige arbejdskraft, ved de nuværende lave ledighedsniveauer. Dagens konjunkturbarometer viser, at knap hver tredje virksomhed i byggeriet har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er det også blevet sværere i industrien over de seneste måneder, mens der ikke har været den store ændring i servicesektoren.

Der er dog ikke tegn på en egentlig overophedning af arbejdsmarkedet her og nu. Lønstigningerne er for opadgående, men er fortsat moderate. Det skyldes i høj grad, at arbejdsstyrken vokser løbende, som følge af allerede vedtagne jobreformer og tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Det tager tilsammen toppen af presset på arbejdsmarkedet.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10