Nyhed -

Lavere registreringsafgift trækker bilpriser og inflationen ned i oktober

Forbrugerpriserne steg med 0,1 % i oktober og dermed er årsstigningstakten i forbrugerpriserne faldet til 1,5 % fra 1,6 % i september, hvor inflationen ramte det højeste niveau siden december 2012.

Den lavere registreringsafgift på biler er med til at trække inflationen ned i oktober, da lavere afgifter betyder lavere bilpriser. Derudover er prisstigningerne på benzin og charterrejser også aftaget i oktober i forhold til september. Når inflationen alligevel ligger relativt højt skyldes det at højere fødevarepriser og stigende husleje er med til at trække inflationen opad.

Ser vi frem mod de kommende måneder forventer vi at inflationen falder lidt tilbage i takt med at effekten af højere fødevarepriser og sommerhusleje aftager. Til gengæld trækker højere oliepriser i den anden retning. Over de seneste seks uger er olieprisen steget med godt 10 pct. og det har endnu ikke sat sig i benzinpriserne herhjemme, der faktisk viste et fald i oktober måned i forhold til september. Vi forventer at inflationen for 2017 som helhed lander på 1,2 % - hvilket fortsat må siges at være moderat, men ikke desto mindre er det højeste niveau siden 2012. I 2018 forventer vi at inflationen kryber lidt opad og lander på 1,5 pct.

Selvom inflationen har løftet sig fra sidste års bundniveauer, så betyder det ikke at en almindelig familie er blevet fattigere i år - tværtimod. Prisstigningerne over det seneste år betyder godt nok at der skal lægges lidt flere penge for de samme varer og tjenester. En gennemsnitlig familie med børn bruger i dag 6.200 kr. mere på at købe de samme varer som for et år siden. Det er særligt udgifter til bolig og fødevarer der tynger ekstra i budgettet. Til gengæld kan familien glæde sig over, at lønnen er steget endnu mere end priserne. Den seneste statistik fra DA viste at lønningerne i 2. kvartal 2017 steg med 2,4 pct. i forhold 2. kvartal sidste år. Der er altså tale om en rigtig fin fremgang i reallønnen.

Læg dertil, at beskæftigelsen er stigende, boligformuerne kryber opad og opsparingerne er steget. Det giver husholdningerne herhjemme et solidt fundament og privatforbruget vil også næste år være en vigtig motor for væksten herhjemme.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10