Nyhed -

Svag stigning i ledigheden truer ikke opsvinget

Antallet af bruttoledige steg med 400 personer i juni måned mens ledighedsprocenten var uændret på 4,3 pct. Det er anden måned i træk at ledigheden stiger, i maj måned steg antallet af bruttoledige med 800 personer. Der er dog efter vores mening ingen grund til bekymring for det danske opsving på trods af de svagt stigende ledighedstal.

Samlet set peger de seneste data nemlig på, at både væksten og jobopsvinget i Danmark er i rigtig god behold. Spørger man virksomhederne om deres forventninger til beskæftigelsen, så regner de i gennemsnit med at ansætte flere de kommende måneder ikke færre. Spørger man forbrugerne, så svarer de på samme måde, at de forventer faldende ledighed over de kommende 12 måneder.

Når det er sagt, så er det også blevet mere tydeligt, at det for nogle virksomheder er svært at skaffe den nødvendige arbejdskraft ved de nuværende lave ledighedsniveauer. Særligt i byggeriet er det nu hver tredje virksomhed, der angiver at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Men det er også blevet sværere i industrien og i servicesektoren.

På baggrund af den solide vækst i dansk økonomi forventer vi, at fremgangen i beskæftigelsen fortsætter det kommende år, men i et lidt lavere tempo end sidste år. Det skyldes primært, at der allerede nu er tegn på flaskehalse i nogle brancher. Det lægger naturligt end dæmper på jobvæksten.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10