Nyhed -

Usikkerhed om registreringsafgiften giver udsving i bilsalget

Bilsalget bremsede yderligere op i september måned, men med aftalen omkring registreringsafgiften forventer vi at se bilsalget genvinde det tabte terræn i oktober måned.

I september blev der solgt 16.000 nye biler, når man tager højde for sæsonudsving. Det er en stigning på 2 pct. i forhold til august, hvor usikkerheden omkring de fremtidige bilafgifter sendte bilsalget ned med 14 pct. Der er fortsat tale om et fald på 12 pct. i bilsalget i forhold til juli måned.

Årsagen til det stigende bilsalg i slutningen af måneden skal findes i den aftale om de fremtidige bilafgifter, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 21. september - en aftale, der træder i kraft den 3. oktober. For langt de fleste biltyper betyder aftalen billigere biler fra oktober måned. For en rummelig familiebil som en VW Passat betyder de nye afgifter fx et prisfald på 58.000 kr. Men for de helt små mikrobiler, betyder aftalen faktisk højere priser. Derfor var det da også primært salget af de små mikrobiler, der løftede bilsalget i slutningen af september. For langt de fleste andre biltyper giver det rigtig god mening at udskyde bilkøbet til oktober.

Der er da heller ingen grund til at tro, at der er tale om en ny og lavere trend for bilsalget herhjemme. Helt overordnet har danskernes privatøkonomi det rigtigt godt – beskæftigelsen er stigende, renterne er lave og der er udsigt til en pæn reallønsvækst i år. Det er godt for privatforbruget og bilsalget på den lange bane. Vi forventer at se bilsalget stige igen i oktober måned, hvor de nye regler træder i kraft.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10