Pressemeddelelse -

Aller Media ny mediepartner for Copenhagen Pride og Copenhagen 2021

Når Copenhagen Pride den 13.-18. august skaber fest, farver og fællesskab er det med Aller Media som stolt mediepartner. Mediepartnerskabet løber til og med 2021 og inkluderer også Copenhagen 2021 – et globalt mega-event, som omfatter både EuroGames og WorldPride. 

Som en del af strategien Vækst og bedre liv er Aller Media ny officiel mediepartner for Copenhagen Pride og Copenhagen 2021, der udgøres af Pan Idræts værtskab for EuroGames og Copenhagen Prides værtskab for WorldPride.

Mediepartnerskabet betyder, at Aller Medias brands og titler op til, under og efter arrangementerne dækker Copenhagen Pride samt Copenhagen 2021.

Samtidig skal samarbejdet også gøre Aller Media, medarbejdere og Aller Huset, der ligger på Havneholmen i København, til en aktiv del af Copenhagen Pride og Copenhagen 2021’s vigtige budskaber og events, hvor Aller Media også vil være værter ved events i samarbejde med Copenhagen 2021.

- I Aller Media er det at være modig, farverig, respektfuld og dedikeret centrale værdier, vi lever efter og arbejder ud fra. Derfor er det også oplagt, at vi med vores styrker, brands og indhold støtter og engagerer os i fællesskaber, vi deler værdier med, og det gør vi i den grad med Priden og Copenhagen 2021, siger Lars Sander Matjeka, adm. direktør i Aller Media, om samarbejdet og fortsætter:

- Vores strategi i Aller er at bidrage til vækst og bedre liv, bl.a. gennem positive fællesskaber. For vi tror helt klart på, at alle har brug for et fællesskab, om det så er Priden, danske hospitalsklovne, Knæk Cancer eller noget helt fjerde, der skaber den samlingskraft. Derfor er vi utroligt stolte over at blive en endnu mere aktiv del af Priden, hvor vi kan være med til at styrke de mangfolkelige fællesskaber, der bringer glæde, samhørighed, fest, kærlighed og inklusion til en masse mennesker – uanset seksuel orientering, køn, etnicitet, religion osv., siger han.

I Copenhagen Pride og Copenhagen 2021 er man også utroligt glade for det nye samarbejde, der vil bringe både Copenhagen Pride og de to internationale kæmpeevents ud i stuerne i hele Danmark.

- Copenhagen Pride skaber hvert år et rummeligt fællesskab for hundredtusindvis af deltagere midt i København. Vi glæder os til at arbejde sammen med Aller Media for at synliggøre vores event og fortælle endnu flere mennesker om de mange vigtige historier, som vores miljø rummer, fortæller Lars Henriksen, forperson i Copenhagen Pride.

- I 2021 forventer vi 750.000 gæster til WorldPride og EuroGames i København. Vi ser frem til sammen med Aller Media at inkludere læsere i hele landet på rejsen frem mod 2021 og fortælle dem, at Copenhagen 2021 bliver en folkefest for hele landet, lyder det fra Lars Christian Østergreen, direktør i det sekretariat, som planlægger Copenhagen 2021.

Om Copenhagen Pride

Copenhagen Pride foregår i København den 13.-18. august 2019. Selve Pride-paraden finder sted lørdag den 17. august, og der vil i hele ugen være arrangementer rundt om i hele København. Læs mere om Copenhagen Pride her: http://copenhagenpride.dk/#!/en/home

Om Copenhagen 2021

Copenhagen 2021 er et samarbejde mellem Copenhagen Pride og Pan Idræt, hvor Copenhagen Pride i 2021 skal være værter for WorldPride, mens Pan Idræt er værter for EuroGames. De to internationale begivenheder kommer til København den 12.-22. august 2021.

Om WorldPride

WorldPride er en kæmpe LGBTQ-kulturfestival, der markerer kampen for LGBTQ-rettigheder og sætter spot på LGBTQ-kultur og -historie fra hele verden. WorldPride-paraden bringer denne fejring af diversitet ud i de københavnske gader, i bylivet og til de mange deltagere, samtidig med at der også afvikles en international konference om LGBTQ-rettigheder.

Om EuroGames

EuroGames er et sportsstævne med rødder i LGBTQ-miljøet, som har til formål at fremme mangfoldighed og nedbryde barrierer for LGBTQ-atleter. I København vil atleter fra hele verden kunne konkurrere i over 25 forskellige discipliner, mens der også arrangeres sportslige pop-up-events, hvor alle byens borgere kan komme og få sved på panden.

Læs mere her

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • kærlighed
  • samhørighed
  • glæde
  • mangfolkelige fællesskaber
  • mangefolkelig
  • mega-event
  • priden
  • pride
  • lars henriksen
  • lars christian østergreen
  • copenhagen 2021
  • inklusion
  • pan idræts værtsklub
  • worldpride
  • eurogames
  • mediepartner
  • fællesskab
  • farver
  • fest
  • copenhagen pride

Aller Media er i dag den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. I Danmark har vi en markedsandel på ugeblade på 71 % og ca. 800.000 magasinlæsere. I alt læser 2,2 millioner danskere med hver måned i en af vores titler og 2,1 millioner bruger et af vores digitale universer.

Aller Media A/S er en del af Aller Holding A/S og har søstervirksomheder i Sverige, Norge og Finland. 

Kontakt

Magnus Hviid

Pressekontakt Kommunikationschef Presse og kommunikation +45 28 72 63 85

Relateret materiale