Skip to main content

​Erhvervsleasingkunder kan nu returnere biler hos FDM

Nyhed   •   Apr 16, 2018 15:31 CEST

Foto: Colourbox

Livet som erhvervsleasingkunde hos Alm. Brand bliver nu endnu lettere. Fremover skal bilen nemlig afleveres på et af FDMs bilcentre, når leasingperioden er slut.

Samarbejdet mellem Alm. Brand Leasing og FDM har fungeret i flere år på privatleasingområdet, men kommer nu altså også til at omfatte biler, der er erhvervsleasede.

”Det er en fordel for vores erhvervskunder, at de nu får langt flere afleveringssteder at vælge imellem, når de skal af med bilen. Samtidig sikrer samarbejdet med FDM en helt uvildig gennemgang af bilen, når den afleveres,” siger salgsdirektør i Alm. Brand Leasing, Jacob Bender-Petersen.

Vær med til gennemgangen
Hvis det enkelte FDM-center konstaterer skader på bilen, som ikke hører ind under almindelig slitage, bliver skaderne takseret i forhold til det reelle værditab.

”Når bilen bliver afleveret hos FDM har man også mulighed for at kigge med ved gennemgangen af bilen, så man selv kan følge med i, hvordan det foregår. Vi ved, at flere af vores leasingkunder sætter pris på den mulighed, og vi anbefaler da også, at man sætter tid af til at være med” siger Jacob Bender-Petersen.

FDM har afleveringssteder over hele landet, og der er mulighed for at booke tid til gennemgang på forhånd.