Pressemeddelelse -

Alm. Brand Bank kåret som Danmarks mest anbefalede virksomhed

Alm. Brand Bank har sikret sig titlen som landets mest anbefalede ud af 100 tilmeldte virksomheder. Prisen bekræfter koncernens årelange arbejde for at blive landets mest kunderettede finansvirksomhed.

Alm. Brand Bank løb med sejren, da prisen som Danmarks Mest Anbefalede Virksomhed (DMAV) tirsdag blev uddelt for første gang. 

Prisuddelingen foregik i Mogens Dahl Koncertsal i København som led i en konference for virksomheder, der arbejder med kunde- og medarbejderpleje – målt ved NPS (Net Promoter Score). NPS måler, i hvor høj grad kunder og medarbejdere vil anbefale virksomheden til andre.

For Alm. Brand Bank ligger NPS på hele 64 og arbejdsglæden hos medarbejderne på 81. Det er højt – ikke bare i finansbranchen, men også for virksomheder i alle andre brancher.

Vinderen blev Alm. Brand Bank
I alt seks virksomheder blev nomineret på baggrund af deres NPS-score og bagvedliggende setup. Udover Alm. Brand Bank var det Irma, Kähler Design, Profil Rejser, Call Me og Kjær og Sommerfeldt.

Et uafhængigt dommerpanel bestående af blandt andre konsulenthuset PA Consulting vurderede virksomhederne og deres setup samt brug af NPS-scoren. Konklusionen var, at Alm. Brand Bank var den rette vinder af prisen.

Dommerpanelet lagde i deres begrundelse blandt andet vægt på Alm. Brands bevidste arbejde med NPS på medarbejderniveau, for eksempel gennemlytning af både gode og dårlige kundekald med fokus på læring og best practice. Også krav om at salg skal ske på en ordentlig måde, for eksempel at salgskonkurrencer kun kan vindes, hvis NPS-scoren er høj, var vigtig i dommernes valg. 

Endelig fandt dommerne det prisværdigt, at alle medarbejdere i koncernen – også backoffice funktioner – har gennemgået et større kundeservicetræningsforløb.

Glade kunder som strategisk mål
Ifølge koncernkundedirektør i Alm. Brand, Rasmus Lynge, bekræfter prisen det arbejde, som Alm. Brand i flere år har gjort for at tiltrække kunderne og gøre dem glade og loyale.

”Vi er meget stolte af at modtage prisen blandt så stort og flot et felt af virksomheder. I mere end fem år har vi arbejdet strategisk på at øge arbejdsglæden hos medarbejderne og kundeloyaliteten. Vi mener, at der er en direkte sammenhæng mellem glade medarbejdere og loyale kunder," siger Rasmus Lynge.

Alm. Brand-koncernen har både kundetilfredshed og arbejdsglæde som to af koncernens fem vigtigste strategiske mål.

”Vi arbejder stenhårdt hver dag på at være der for kunderne. Uanset om det drejer sig om banklån, realkredit, billeasing, forsikringer eller pensioner. Alt har vi samlet ét sted, og derfor har vi mulighed for at hjælpe hele vejen rundt om kundernes økonomi, så de kan bruge tiden på noget andet,” siger Rasmus Lynge.

Emner

  • Økonomi, finans

Alm. Brand A/S Koncernen er en dansk, finansiel koncern bestående af et børsnoteret holdingselskab, hvorunder der er en række datterselskaber. Koncernen driver virksomhed inden for skadeforsikring, bankvirksomhed samt liv- og pensionsforsikring, ligesom der drives investeringsvirksomhed som led i den primære driftsaktivitet.

Kontakt

Kristjan Jørgensen

Pressekontakt Presse- og Kommunikationschef Tlf.: 35 47 79 18