Pressemeddelelse -

På bilferie med kulørte kort

I de kommende uger pakker tusindvis af danskere bagagerum og tagboks, inden de drager ud i Europa på sommerferie i den firehjulede.

Mens penge, pas og rejseforsikring er tydeligt i hukommelsen hos mange som noget, der skal pakkes med, så er to forskellige farvede kort – det grønne og det røde - også vigtige at have i tankerne.

Det er dog kun det grønne, der i få tilfælde er nødvendigt at have med på papir. Anderledes er det med det røde, lyder det fra forsikringsselskabet Alm. Brand.

”Rødt Kort-ordningen sikrer dig hjælp til din bil, hvis du skulle være så uheldig at komme ud for et uheld, et motorstop eller en punktering i udlandet. Kortet følger med kaskodækningen hos de fleste forsikringsselskaber, men det er spild af papir at have en fysisk udgave af kortet med på rejsen”, siger privatdirektør i Alm. Brand, Pia Holm Steffensen.

Ikke nødvendigt med fysisk kort
Tidligere skulle man have kortet med uden for Danmarks grænser, men det er ikke længere nødvendigt. Ifølge Pia Holm Steffensen er det i stedet en god ide at huske nummeret til assistanceorganisationen SOS International, der sørger for vejhjælp til danske bilister i udlandet.

”Det vigtigste er, at man ved, hvor man skal henvende sig, hvis uheldet er ude. Der er intet krav om, at man skal vise kortet nogle steder,” siger hun.

I 2018 formidlede SOS International hjalp til 11.500 danske bilister, der var kommet i knibe på kør-selv-ferien. Halvdelen af sagerne lå i de tre sommermåneder.

Kan tages med i lommen
Rødt Kort kan også hentes som app til smartphonen. Er uheldet ude, kan man sende en kort beskrivelse af skaden via appen og bliver kort efter ringet op af en dansktalende medarbejder fra SOS International, der vil sørge for at sende hjælp.

En anden bonus ved appen er, at den holder styr på præcis, hvor man er strandet med bilen. Derfor er det ikke nødvendigt at kunne huske, hvor den nærmeste Ausfahrt er, eller hvad navnet er på den øde markvej i Montenegro, man er kørt fast på.

Rødt Kort gælder i alle EU-lande, og yderligere 30 lande uden for EU er med i ordningen.

Grønt Kort og ansvar
Grønt Kort er dokumentation for, at bilen er ansvarsforsikret, men for langt de fleste danske bilister på vej på ferie er det slet ikke nødvendigt. Går bilferien til et land i EU, er nummerpladen nemlig beviset på, at bilen er ansvarsforsikret. 

Men få steder – for eksempel visse lande i Østeuropa – er det dog nødvendigt at have Grønt Kort med, så myndighederne kan se, at bilen har den nødvendige forsikring. Og for et enkelt land er der helt særlige regler, påpeger Alm. Brands privatdirektør.

”Hvis du skal til Kosovo, skal du være opmærksom på, at myndighederne i landet ikke accepterer det grønne kort. Så her skal du købe en ansvarsforsikring ved grænsen for ikke at risikere at blive tilbageholdt, hvis du bliver involveret i et trafikuheld”, siger Pia Holm Steffensen.

Det grønne kort kan du få ved at kontakte dit forsikringsselskab i god tid, inden du skal rejse.

Fire råd til bilferien

  • Giv bilen et ferietjek på værkstedet
  • Bilens aircondition skal ses efter – det er kedeligt at skulle undvære den i varmen
  • Tjek din bilforsikring og download Rødt Kort-appen
  • Kod nummeret til SOS International +4570105052 ind på din telefon

Emner

  • Økonomi, finans

Kategorier

  • grønt kort
  • forsikring
  • alm. brand
  • trafikuheld
  • kør-selv-ferie
  • bilferie
  • rødt kort

Alm. Brand A/S Koncernen er en dansk, finansiel koncern bestående af et børsnoteret holdingselskab, hvorunder der er en række datterselskaber. Koncernen driver virksomhed inden for skadeforsikring, bankvirksomhed samt liv- og pensionsforsikring, ligesom der drives investeringsvirksomhed som led i den primære driftsaktivitet.

Kontakt

Christian Stokholm

Pressekontakt Presserådgiver Tlf.: 35474615