Nyhed -
Arkitema vinder endnu en stor renoveringsopgave
I team med Enemærke & Petersen, Danakon og Spangenberg & Madsen har Arkitema vundet opgaven om en omfattende renovering af 373 rækkehuse i Næstved. Renoveringen skal fremtidssikre området, så det forbliver attraktivt for moderne familier og samtidig højner tilgængeligheden i boligerne.
En fremtidssikret renovering
Birkehegnet ligger i den sydlige del af Næstved og er opført i årene 1979-1982. Nu skal området renoveres. En gennemgribende renovering med en samlet budgetramme på 160,9 millioner kroner. Hermed opstår Birkehegnet om få år som de attraktive rækkehuse, de var, da de i sin tid blev opført. Ud af de 373 boliger bliver 85 omdannet til tilgængelighedsboliger.
Succesrige renoveringsopgaver
Renoveringen af Birkehegnet indgår som endnu en renoveringsopgave i rækken af renoveringsopgaver, som Arkitema har vundet i de seneste år. Bl.a. den visionære renovering af Riddersborgparken i Nakskov, gårdhavehuse i Albertslund Vest, Langkærparken , der inkluderer et forsøgsprojekt omkring energirenovering, samt helhedsplanen for Rosenhøj i Viby Syd.
Liv i og mellem husene
Projektet omfatter tag- og facaderenovering samt etablering af ventilation i de 373 boliger. Derudover skal bebyggelsens 8 fælleshuse gennemgå facade- og tagrenoveringer samt mindre istandsættelses- og ombygningsarbejder.
Renoveringen omfatter også en renovering af udearealerne. Her skal livet imellem husene sikres ved nye haveplaner samt multibaner, der kan skabe et område med attraktioner og rig mulighed for forskellige aktiviteter. Samtidig bliver udearealerne terrænreguleret omkring de 85 tilgængelighedsboliger.
Data
Adresse: Birkehegnet 1-382, Næstved
Omfang: 373 boliger, 30.000 m²
År: 2014-2016
Bygherre: BoligNæstved
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Danakon og Spangenberg & Madsen
Entreprenør: Enemærke & Petersen AS
Emner
- Bygning, ejendom
Kategorier
- arkitektur
- renovering
- almene
- bolig
- arkitema architects