Nyhed -
Arkitema vinder i team med MT Højgaard Danmarks første OPP-sygehus
I går offentliggjorde
Region Syddanmark vinderen af konkurrencen om det kommende psykiatrisygehus i
Vejle. Et psykiatrisygehus, der som det første sygehus i Danmark bygges i et
offentlig-privat partnerskab (OPP). MT Højgaard skal bygge sygehuset, mens
SAMPENSION, Pension DANMARK og PKA står for finansieringen, DEAS bliver
driftsoperatør, MOE er ingeniører og Arkitema er arkitekter.
Moderne behandlingsmetoder
Arkitemas forslag er et moderne psykiatrisygehus, der rummer 91 et-sengsstuer fordelt på seks afsnit, en psykiatrisk akutmodtagelse samt et børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium. “Regionsrådet har valgt det projekt, der bedst understøtter moderne behandlingsmetoder med stor fokus på fysisk aktivitet, bevægelse og reduktion af tvang. Det er ikke det billigste projekt for regionen, men det er det bedste for patienterne og vores medarbejdere”, siger regionsrådsformand Carl Holst (kilde: www.regionsyddanmark.dk)
Den moderne behandling er mulig i et hus med et enkelt og funktionelt arkitektonisk greb: psykiatrisygehuset består af otte klyngehuse, der hægter sig på et cirkulært flow, hvor bl.a. de administrative funktioner, servicefunktioner og personalefunktionerne er placeret. Klyngehusene samler sig omkring fællesområder og rekreative gårdhaver. Netop kombinationen af klyngehusene og den funktionelle og administrative bygning, der som en sluttet ring samler alle funktioner, sikrer et både åbent og overskueligt psykiatrisygehus.
Et sygehus med en grøn
karakter
Det nye psykiatrisygehus markerer sig med et tydeligt grønt islæt: Landskabet trækkes helt ind imellem bygningerne og ind i de attraktive gårdrum. Et arkitektonisk greb, der roses i evalueringen, hvor der bl.a. står: “Den overordnede disponering sikrer en fremragende kontakt gennem hele byggeriet, mellem ude og inde, og tilbyder en bred vifte af mulighed for både roligt ophold og aktivitet i et stemningsfyldt uderum”.
Data
Adresse: Vejle
Bygherre: DEAS A/S
Totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Architects
Ingeniør: MOE og MT Højgaard
Omfang: 17.000 m²
År: 2014-2017
Emner
- Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler
Kategorier
- arkitektur
- sundhed
- psykiatri
- arkitema architects