Pressemeddelelse -

Internettet styrker oppositionen inden Malaysias valg

Malaysia er et ungt samfund. En tredjedel af befolkningen er mellem 20 og 40 år gamle, og mange af vælgerne ved parlamentsvalget på søndag er derfor unge mennesker, som stemmer for første eller anden gang i deres liv. Mange bor også i byerne, hvilket er en radikal ændring i forhold til tidligere valg, hvor landdistrikterne vejede tungest.

Det peger alt sammen i retning af, at internettet som medium får en større rolle at spille i valgkampen. Og alt andet lige står Malaysias opposition stærkere på internettet end den siddende regering.

Det fremgår af det bidrag til ”InFocus”-bloggen, som forskerne Gerhard Hoffstaedter fra University of Queensland og Greg Lopez fra Australian National University har skrevet på NIAS’ AsiaPortal med titlen ”Who can meet the expectations of the majority?”.

Gerhard Hoffstaedter har skrevet bogen ”Modern Muslim Identities”, som blev udgivet på forlaget NIAS Press i 2011.

”Bedre infrastruktur, særligt inden for information, kommunikation og telekommunikation, i byområder har givet en platform, hvor utilfredse malaysiere kan høre alternative synspunkter og holde kontakt med hinanden. 65 procent af malaysierne brugte internettet i 2010”, fortæller de to forfattere i bloggen.

”Da internettet fortsat i det store og hele er fri for censur, har oppositions-koalitionen og bevægelser i det civile samfund brugt det effektivt til at mobilisere støtte for deres sag”, fortsætter de.

Det er ikke, fordi regeringspartiet ikke har benyttet sig af moderne informationsteknologi i sine kampagner, men ”oppositionen har været hurtigere og bedre i stand til at organisere sin støtte online, selv om regeringskoalitionen har langt flere ressourcer”, skriver de to forfattere.

Related links

Emner

  • Økonomi

Tæt på Fjernøsten er en nyhedsblog der sætter perspektiv og analyse på dagens største nyheder fra Asien