Skip to main content

MILLIARDER PÅ SOCIALOMRÅDET BLIVER BRUGT I BLINDE

Blogindlæg   •   Nov 21, 2016 12:56 CET

Helle Øbo, adm direktør i AskovFonden

Mennesker, der har brug for hjælp, har krav på at vide, at de kan forvente reelle sociale forbedringer, når de opsøger hjælp. Ja – vi skylder faktisk de mennesker, som vi hjælper, at den sociale indsats er den bedste og kommer den enkelte mest muligt til gavn. Desværre forholder det sig langt fra altid sådan.

Hvert eneste år bruger vi 45 milliarder på sociale indsatser i Danmark. Forskning viser, at det blot er 10 procent af disse indsatser, som bliver dokumenteret, og som vi derfor kender til effekten af. Med andre ord kender vi ikke effekten af de resterende 90 procent, hvilket betyder, at vi bruger 40,5 milliarder uden at vide, om – og i givet fald hvad – vi får ud af dem. Det er ikke kun bekymrende i forhold til det enkelte menneske, der har brug for at blive mødt med den rigtige hjælp, men også en yderst kritisabel måde at forvalte penge på.

Socialpolitikken famler i blinde

Hvorfor det er så udfordrende at tale om og realisere dokumentation på effekt, når det gælder socialt arbejde? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det altafgørende for mig er, at hjælpen virker for den enkelte, fordi jeg ved, hvor meget det betyder at få den rigtige hjælp, på det rigtige tidspunkt. Jeg har arbejdet med mennesker i 20 år, mennesker, der er udsatte eller har brug for hjælp i en korterevarende livskrise. Det undrer mig, at vi ikke er blevet bedre til udvikle, implementere og systematisere metoder til at identificere forandringsnøgler, som flere mennesker kan få gavn af. Som det foregår nu, starter vi forfra hver eneste gang uden at bruge vigtige indsigter fra tidligere. Vi er ineffektive og uprofessionelle, når det drejer sig om at opsamle viden, som vi kan bygge videre på. Risikoen er, at vi dermed bliver inkompetente til at kvalificere indsatserne for dem, der har allermest brug for det.

Brug det, der virker

I AskovFonden er ét af vores vigtigste mål hele tiden at blive klogere på vores målgrupper og på, hvad der virker for den enkelte. Derfor har vi i 17 år dokumenteret, hvad der kommer ud af de indsatser, vi tilbyder. Hvis vi ikke kan dokumentere, at en social indsats virker, så har vi den ikke. Så enkelt er det.

I praksis betyder det, at vi på forhånd har et klart mål for, hvilken forandring, vi ønsker at skabe med den pågældende indsats. Vi indsamler baggrundsviden om hver enkelt bruger og formulerer parametre til at måle forandringen på – alt sammen med henblik på at dokumentere, hvorvidt vores indsats skaber den forventede forandring og effekt. Vi indsamler en status dag 0 (altså før indsatsen reelt starter), en effektmåling efter seks måneder og endnu en effektmåling efter tolv måneder. Det gør vi via en udrednings- og dokumentationsmodel, som vi har udviklet i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitet. Modellen hedder Assessment and Intervention Model (AIM). Modellen giver os viden om den enkelte, således at vi kan målrette interventionen fra starten. Den giver os også en samlet viden om målgrupperne, så vi bliver klogere på problemstillinger og dermed kan gøre den fremtidige indsats mere målrettet og effektiv.

Jeg synes den overordnede diskussion om dokumentation og effekt har taget en helt ekstrem drejning, som ender i dokumentationstyranni, hvor den enkelte behandler, pædagog eller socialrådgiver skal udfylde ligegyldige skemaer, som ingen i virkeligheden gider læse efterfølgende. Min holdning er, at dokumentation skal give mening i praksis og at brugerne altid skal involveres i processen, så det ikke er noget, vi gør, udenom dem, det i virkeligheden drejer sig om. Hvis vi får at vide, at brugeren ikke får gavn af de indsatser vi tilbyder, så er det vores ypperste pligt at involvere dem og spørge indtil hvad det er, der ikke virker, og hvad de mener, der skal til for at få et bedre udbytte af indsatsen.

Dér hvor jeg ser den største udfordring og dermed også det største udviklingspotentiale er, at vi altid på forhånd skal havde defineret, hvad dokumentationen skal bruges til. Er det for at rationalisere eller kontrollere, eller er det for at blive klogere?

Når vi i AskovFonden får henvist et ungt menneske, som er hjemløs, som ikke har en gennemført 9.klasse, har misbrugsproblemer og en grundlæggende mangel på selvværd, så er vores opgave at starte med at lave en grundlæggende udredning/interview med den unge, så vi sammen kan få et overblik over de problemstillinger og udfordringer, den unge har.

Dernæst skal vi sammen med den unge formulere nogle mål for det forløb, som den unge skal gennemgå, så det ikke bliver vores mål, men også den unges behov og mål, der styrer forløbet. Det er måske den vigtigste erfaring, jeg har gjort mig i arbejdet med mennesker: At vi ikke på forhånd kan definere, hvad der er vigtigst at løse, men altid må starte dér, hvor den enkelte er. Her kommer den næste metode, Feedback Informed Treatment, (FIT) ind i billedet. Når vi i forløbet får feedback på indsatsen, har vi – udover en mulighed for at blive klogere på den enkelte – også en mulighed for at justere indsatsen undervejs.

Det store billede viser, at der alt for ofte bliver brugt en på forhånd defineret metode/indsats, uden at der bliver taget højde for hvilken udfordring, der skal løses, og hvem, der er modtager af indsatsen. Dermed glemmer man at involvere brugeren i målet og glemmer at spørge til fremdriften undervejs. Det koster selvsagt ufattelig mange penge, både fordi brugeren fastholdes i systemet og fordi vi ikke opsamler viden til fremtidig brug.

Hvis jeg hos min læge får noget medicin, der har en uhensigtsmæssig effekt på mit velbefindende, så går jeg op til lægen igen og får det tilpasset og justeret, så det passer til mig og dermed giver den ønskede effekt. Hvorfor gør vi ikke det inden for det sociale område? Til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet.

Kærlig hilsen

Helle Øbo

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar