Skip to main content

Audi intensiverer forskning i syntetiske brændstoffer

Pressemeddelelse   •   Nov 10, 2017 14:53 CET

Audi viderefører konsekvent sin e-fuels-strategi og planlægger et nyt pilotanlæg til fremstilling af e-diesel fra bæredygtig energi, vand og CO2 i schweiziske Laufenburg sammen med koncernens samarbejdspartnere. Energien fra bæredygtige kilder, som skal bruges hertil, kommer for første gang fra vandkraft. Det projekterede anlæg har en kapacitet på ca. 400.000 liter om året.

Audi har gennem flere år forsket i klimavenlige, CO2-baserede brændstoffer som e-gas, e-benzin eller det syntetisk fremstillede dieselbrændstof e-diesel. Nu tager koncernen næste skridt inden for fremstillingen af e-diesel. ”I forbindelse med projektet i Laufenburg kan vi ved hjælp af en ny teknologi udføre fremstillingen af e-diesel på effektiv vis i kompakte enheder og dermed mere økonomisk. Desuden giver pilotanlægget mulighed for sammenkobling af sektorer, altså for en kombination af energiområderne strøm, varme og mobilitet, og gør det muligt at lagre bæredygtig energi”, siger Reiner Mangold, som er leder af afdelingen for bæredygtig produktudvikling hos AUDI AG.

Audi e-diesel har potentiale til at drive almindelige forbrændingsmotorer næsten CO2-neutralt. I processen omdanner power-to-liquid-anlægget overskydende strøm fra vandkraft til syntetisk brændstof. Det fungerer ud fra et kemisk princip: Den grønne strøm, der produceres på stedet i vandkraftværket, danner ved hjælp af elektrolyse brint og ilt fra vandet. I næste trin reagerer brinten med CO2, og her anvendes der en ny og meget kompakt mikroprocesteknik. CO2 kan udvindes fra luften eller fra biogene forbrændingsgasser og er som ved alle Audi e-fuels den eneste kulstofkilde. Der opstår langkædede kulbrinteforbindelser. De separeres i det sidste trin i processen til slutproduktet Audi e-diesel samt til voks, som anvendes på andre industrielle områder.

Planen er, at de første liter e-diesel allerede skal fremstilles i Laufenburg i det kommende år. Om nogle få uger indsender Audi og projektets partnervirksomheder Ineratec GmbH og Energiedienst Holding AG ansøgningen om byggetilladelse til anlægget. Det er planen, at byggeriet skal påbegyndes i starten af 2018.

For Audi er dette allerede det andet samarbejde omkring et pilotanlæg, som fungerer efter power-to-liquid-processen. Siden 2014 har Audi nemlig haft et samarbejde med energiteknikvirksomheden sunfire på en lokation i Dresden. På dette anlæg tester sunfire fremstilling af e-diesel efter ovennævnte princip, men med andre teknologier. De øvrige Audi e-fuels-projekter omfatter også koncernens eget power-to-gas-anlæg i den nordtyske by Werlte, som fremstiller Audi e-gas, altså syntetisk metan, til g-tron-modellerne A3, A4 og A5. Derudover forsker koncernen fra Ingolstadt i samarbejde med specialiserede partnere også i fremstilling af e-benzin.

_______________ 

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største koncern i bilbranchen. Her har importen ligget siden 1975, og i den periode har mærket været igennem en rivende udvikling. Audi har i dag otte forhandlere og 26 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis vision er at være det mest attraktive og progressive premiumbrand.

Følg Audi Danmark her:

Newsroom

Facebook

LinkedIN

Instagram

Twitter