Skip to main content

Audi med ny salgsrekord: 1,871 mio. solgte biler i 2016

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2017 06:00 CET

Audi S4 Avant

AUDI AG øgede i 2016 sit salg på verdensplan til ca. 1.871.350 biler, hvilket er 3,8 % mere end i det hidtidige rekordår 2015. Under den igangværende fornyelse af modelprogrammet opnåede man et stigende salg i alle primære regioner: I Europa (+7,6 %), i Nordamerika (+5,3 %) med yderligere vækst på det ellers stagnerende marked i USA (+4 %) samt Asien-Stillehavsområdet (+0,5 %). På verdensplan blev efterspørgslen øget for 7. år i træk siden 2009, og i forhold til 949.729 solgte biler i 2009 har AUDI AG næsten fordoblet salget i denne periode. I Danmark sendte Audi 8.636 nye personbiler på gaden (+20,2 %).

”2016 var langt mere udfordrende end ventet for Audi med kraftig modvind på mange vigtige markeder. Med en afbalanceret vækst på verdensplan har vi dermed understreget vores forretnings robuste styrke”, siger Dietmar Voggenreiter, som er AUDI AG’s øverste chef for salg og marketing. ”Den positive respons på vores nyeste biler viser, at vores model- og teknologioffensiv har fået fat. I år vil vi fortsætte den omfattende fornyelse af Audi modelrækken.”

Den nye Audi A4 er i 2016 også blevet lanceret på de oversøiske markeder, og salget af den på verdensplan steg med 7,6 % i forhold til året før til ca. 337.550 stk. I Europa, hvor modellen var tilgængelig hele året, satte A4 sig igennem som nummer 1 i sit premiumsegment med et plus på 25,7 % og ca. 164.600 solgte biler. Opdateringen af Audi mellemklassen fortsætter i år med den nye A5 Coupé på de internationale markeder, efter at den allerede er blevet lanceret i Europa i slutningen af 2016. For den nye A5 Sportback lyder startskuddet i 2017, og modellen vil for første gang også kunne fås i USA.

Anden generation af luksus-SUV’en Q7 fuldendte i 2016 den verdensomspændende lancering og øgede salget med 43,6 % til ca. 102.200 stk. Dermed fordoblede Q7 det gennemsnitlige salg pr. år for forgængeren og opnåede for første gang nogensinde over 100.000 udleveringer på 1 år. Den nye Q2 udvider de fire ringes populære SUV-familie med en variant, der har den perfekte størrelse til byen. Dens Europa-premiere i slutningen af 2016 gav stor trængsel hos Audi forhandlerne, og flere lande følger i 2017. Med den nye Q5 begynder generationsskiftet desuden i år for den mest solgte Audi SUV.

Det nye selskab Audi Sport GmbH var endnu en vækstmotor for Audi i 2016. Helt i top spurtede den nye R8 frem med 31,8 % til ca. 2.890 sportsvogne. Det samlede salg af R- og RS-modeller oversteg med store vækstrater på 18 % og 20.200 biler for første gang 20.000 stk.

På verdensplan fik Audi i 2016 flest nye kunder i Europa, især takket være den nye A4. Til trods for talrige politiske og økonomiske usikkerheder i regionen steg Audis salg med 7,6 % til ca. 860.600 biler. Sammenlignet med 762.949 udleveringer i 2014 har mærket dermed øget salget på sit hjemmekontinent med næsten 100.000 enheder på 2 år. Senest kunne Audi notere sig rekordstore salgstal på de fire største europæiske markeder: Tyskland (+8,6 % til 293.307 biler), Storbritannien (+6,4 % til 177.565 biler), Frankrig (+8,5 % til 65.362 biler) og Italien (+15,5 % til 62.430 biler). Alle fire markeder kunne således i 2016 registrere flere kunder til de fire ringe end nogensinde før. Spanien opnåede med et plus på 16,4 % til 51.879 solgte biler den største vækst blandt alle topmarkeder på verdensplan for Audi. Desuden fortsatte den negative trend på markedet i Rusland: Med 20.706 udleveringer og et minus på 19,3 % gik det lokale Audi salg tilbage for 3. år i træk.

USA oplevede Audi som allerede i de foregående år igen en stærkere udvikling end det markant opbremsede totalmarked og kunne som den eneste store premiumproducent notere sig en mærkbar vækst: plus 4 % til 210.213 enheder. Her satte Q7 et kraftigt aftryk: Efter USA-lanceringen af den nye generation i foråret blev salget af modellen i 2016 øget med 60,9 % til 30.563 eksemplarer i 2016 på SUV’ens største marked. På tværs af alle Q-modeller blev SUV-salget øget med 18,9 % til 100.161 stk. Audi Canada (+14,2 % til 30.544 biler) profiterede ligeledes af SUV-trenden og kom for første gang med blandt de fire ringes ti største markeder. De ustabile forhold på nogle sydamerikanske markeder var derimod væsentligt vanskeligere – i Brasilien medførte de efter stor vækst året før en tilbagegang på 29,9 % til 12.011 biler i 2016.

Kina øgede Audi sit salg på et meget højt niveau med yderligere 3,6 % til 591.554 udleveringer. Med denne nye rekord fører koncernen fortsat med stort forspring på det kinesiske premiummarked. I 2016 registrerede de fire ringe en kraftigt forøget efterspørgsel især i det kompakte premiumsegment: plus 29,7 % til 89.213 Audi A3 samt 89.779 Q3, 27,6 % flere end i 2015. I dag erobrer Audi især unge kunder med disse modeller, efter at koncernen i 2013 som pioner igangsatte den lokale produktion af biler til premiumsegmentet, som dengang næsten ikke var udviklet. Også i det forgangne år lagde Audi i Kina det vigtige grundlag for den fortsatte succes på markedet: I 2016 blev der lanceret efterfølgere til eller faceliftede versioner af modeller, som tilsammen står for over halvdelen af salget. Den nye A4 L med forlænget akselafstand landede hos forhandlerne i efteråret. Mod slutningen af året udgjorde plug-in-hybriden A6 L e-tron fra lokal produktion desuden en vigtig milepæl for elektrificeringen af det kinesiske modelprogram. I år følger Q7 e-tron som importmodel.

Se flere billeder: https://www.audi-mediacenter.com/en/photos

_______________

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største koncern i bilbranchen. Her har importen ligget siden 1975, og i den periode har mærket været igennem en rivende udvikling. Audi har i dag otte forhandlere og 25 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis vision er at være det mest attraktive premiumbrand, og mærket har længe været nummer et i det såkaldte premiumsegment.

Følg Audi Danmark her:

Newsroom

Facebook

LinkedIN

Instagram

Twitter