Skip to main content

Audi planlægger at sælge 800.000 elbiler i 2025

Pressemeddelelse   •   Maj 16, 2018 07:14 CEST

Konceptbilen Audi Aicon

Audi vil sælge ca. 800.000 elbiler og plug-in-hybridbiler i 2025. I forbindelse med generalforsamlingen præsenterede AUDI AG i maj 2018 den konkrete strategi ”Audi.Vorsprung.2025“. For at ca. hver tredje kunde i midten af næste årti skal vælge en elbil, skal der i den mellemliggende periode udvikles en elektrificeret version af alle modeller – de fleste komplet eldrevne og en mindre andel i form af plug-in-hybrider.

For at frigøre ressourcer til den milliardstore investering har Audi i slutningen af sidste år udviklet en handlings- og transformationsplan. Den skal bane vejen for nye indtægtskilder, forbedre omkostningsstrukturen og accelerere virksomhedens omstilling til nye forretningsmodeller. Det vil give et markant større spillerum til at foretage investeringer. Frem til 2025 skal der bruges ca. € 40 mia. til investeringer i fremtiden – frem for alt på områder som elbiler, selvkørende biler og digitalisering. Og det gælder også digitalisering af produktionen.

”Vores ambition var og er Vorsprung durch Technik“, fortalte Rupert Stadler, administrerende direktør for AUDI AG. ”Vi går i gang med en målsætning om at revolutionere mobilitet. Også inden for elektromobilitet vil vi være nummer 1 blandt premiummærkerne – fuld anvendelighed i dagligdagen, ingen kompromiser, topkvalitet og køreglæde til kunderne. Med teknologisk formåen udnytter vi vores forspring og løfter elektromobiliteten til det næste niveau.”

Elektrificering af hele modelrækken

Den serieproducerede version af Audie-tron-prototypen er det første resultat af offensiven langs Roadmap E, hvor premiummærket frem mod 2025 vil elektrificere hele sin modelrække. Dertil hører også investeringer i de tyske fabrikker i Ingolstadt og Neckarsulm.

Festfyrværkeriet af nye produkter omfatter over 20 elbiler, der vil komme hurtigt efter hinanden frem til 2025. I 2019 lanceres Audie-tron Sportback som den anden elbil, og i 2020 kommer Audi e-tron GT fra Audi Sport. I 2020 lancerer Audi desuden en elbil i segmentet for kompakte premiumbiler.

Til sin Roadmap E anvender Audi to store synergiværktøjer i Volkswagen koncernen til udviklingen. Foruden den modulopbyggede elbilsplatform, som Volkswagen udvikler til segmentet for kompakte biler, udvikler Audi sammen med Porsche premiumarkitekturen til elektrificering af biler i mellem-, direktør- og luksusklassen. Takket være dette samarbejde reduceres udviklingsarbejdet markant. For kunderne betyder det, at de hurtigt vil få adgang til et bredt udvalg af emissionsfri biler.

CO2-neutrale fabrikker

Også i produktionen har Audi en holistisk tilgang til elektromobilitet og ressourcebesparelser. Således produceres Audie-tron i Bruxelles som den første premiumbil CO2-neutralt med certificeret serieproduktion. Audi vil inden 2030 desuden gøre alle sine fabrikker CO2-neutrale med fabrikken i Bruxelles som forbillede.

Audi e-tron

Ved markedsintroduktionen af e-tron kan kunderne i Europa nyde godt af en stærk opladningsinfrastruktur, som Audi bidrager væsentligt til via joint venture-selskabet Ionity. Den serieproducerede version af Audi e-tron vil som den første bil overhovedet kunne oplades med lynopladere på op til 150 kW. Dermed er den eldrevne SUV klar til næste langtur efter knap 30 min. Bilens litium-ion-batteri giver mulighed for en rækkevidde på mere end 400 km i henhold til WLTP-kørecyklussen.

Den serieproducerede version af e-tron-prototypen giver for første gang kunderne mulighed for også at bestille funktioner som førerassistentsystemer eller infotainment fleksibelt – også efter købet af bilen. Passagererne vil løbende kunne få adgang til mere digitalt indhold og flere tjenesteydelser.

Første selvkørende elbil i 2021

”Præcist i forbindelse med 50 års-jubilæet for Vorsprung durch Technik præsenterer vi i 2021 også vores første selvkørende elbil på baggrund af konceptbilen Audi Aicon. En interurban shuttle med loungekarakter – først som pilotprojekt og omkring midten af årtiet som serieproduceret selvkørende bil”, udtaler Peter Mertens, øverste chef for den tekniske udvikling hos AUDI AG.

_______________

Audi Danmark er en del af Semler Gruppen - Danmarks største koncern i bilbranchen. Her har importen ligget siden 1975, og i den periode har mærket været igennem en rivende udvikling. Audi har i dag otte forhandlere og 26 autoriserede servicepartnere fordelt over hele landet, og mærket står stærkt med et godt image og et attraktivt og omfattende modelprogram.

Audis vision er at være det mest attraktive og progressive premiumbrand.

Følg Audi Danmark her:

Newsroom

Facebook

LinkedIN

Instagram

Twitter