Pressemeddelelse -

BAUHAUS lancerer nyt montagekoncept

Som det første byggevarehus i Danmark tilbyder BAUHAUS kunderne, at få monteret deres købte produkter til en fast pris. Efter en kort testperiode i BAUHAUS Roskilde udrulles konceptet, som har fået navnet Montageservice, nu på hele Sjælland. Det er forventningen, at alle varehuse skal tilbyde den nye service inden udgangen af året.

Vi har sikkert alle prøvet, at bakse med mange dele og ulæselige tegninger, når nye produkter skal samles og monteres. Samtidig skal man som kunde ofte indhente tilbud fra flere forskellige håndværkere for at få den bedste pris og rette service. Men det skal være slut nu.

Derfor har byggevarehuset BAUHAUS lanceret konceptet Montageservice, som skal gøre det nemt og enkelt for kunden at få monteret sine nyindkøbte produkter af en professionel håndværker.

Fast pris på montering
Med den nye service vælger kunden selv produkterne i varehuset og får dem herefter monteret til en fast pris af en lokal håndværker, som BAUHAUS samarbejder med. Den faste kontaktperson hos BAUHAUS sørger for alt det praktiske, så kunden selv slipper for besværet med, at håndtere produkterne og indhente tilbud. Først når montagen er tilfredsstillende udført, fremsender BAUHAUS en faktura til kunden på den i forvejen aftalte pris.

”Vi har længe arbejdet med Montageservice-konceptet i Tyskland og Sverige, og vores undersøgelser viser, at der er et stort marked for et tilsvarende koncept i Danmark. Mange har savnet muligheden for at kunne vælge produkterne i varehuset og få dem monteret til en fast pris uden alle besværlighederne,” siger Jan Galle, der er erhvervschef i BAUHAUS.

Han forklarer, at BAUHAUS samarbejder med et netværk af lokale håndværkere, som sikrer, at arbejdet bliver udført efter gældende standarder. Udover håndværkernes egen garanti tilbyder BAUHAUS 2 års reklamationsret på både produkterne og det udførte arbejde.

Fordele for både kunde og montør
Ifølge Jan Galle er det faste samarbejde en fordel for både kunden og montøren. Han peger på, at kunden får udført arbejdet inden for aftalt tid og pris, og at håndværkeren er garanteret kundeopgaver med hurtig og sikker afregning, da BAUHAUS står som garant for betalingen.

I første omgang udrulles konceptet på Sjælland, hvor man netop har ansat en ny regionschef for Montageservice, Martin Knappe. Han har selv en baggrund som tømrer og mange års erfaring som forretningsfører i køkkenbranchen.

”I køkkenbranchen har man altid benyttet sig af en fastprismodel, som garanterer kunderne solid montering til fast pris. Derfor er det oplagt at udbrede det koncept til mange af BAUHAUS’ varegrupper som eksempelvis døre, lofter, terrasser og vvs- og malerarbejde,” forklarer han.

Ifølge ham er der også store gevinster at hente for håndværkerne, da de får adgang til en større kundegruppe, uden selv at skulle gøre en stor indsats.

Fototekster
Foto 1: BAUHAUS lancerer som det første byggevarehus i Danmark en ny service, der tilbyder kunderne at få monteret deres købte produkter af professionelle håndværkere til en fast pris.

Foto 2: I spidsen for udrulningen af projektet står regionschef for Montageservice, Martin Knappe, som har stor erfaring med lignende tiltag fra køkkenbranchen.

Yderligere oplysninger
Erhvervschef i BAUHAUS, Jan Galle, tlf. 23 24 42 48
Regionschef BAUHAUS Sjælland, Martin Knappe, tlf. 87 42 34 71

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • bauhaus
  • byggemarked
  • montage
  • montageservice
  • fast pris

Bauhaus er en schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988. Bauhaus er repræsenteret i 17 lande og driver mere end 230 byggevarehuse.

Varehuskæden har cirka 1.500 medarbejdere i Danmark.

Bauhaus har 16 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg.