Skip to main content

BAUHAUS opfører nyt byggevarehus i Valby

Pressemeddelelse   •   Maj 03, 2016 11:23 CEST

Gør det selv-folk, håndværkere og haveentusiaster i Valby og omegn kan godt begynde at glæde sig. I starten af 2017 åbner BAUHAUS nemlig sit 17. danske varehus i Valby. Når det nye byggevarehus står færdig, vil det skabe op mod 150 nye arbejdspladser i lokalområdet. Borgmester Pia Allerslev markerer byggestarten med grundstensnedlæggelse den 11. maj.

Med et areal svarende til to fodboldbaner får Valbys borgere snart mulighed for at slå sig løs i et af hoved-stadsområdets nyeste og største byggevarehuse. Bydelens nye BAUHAUS byder blandt andet på godt 13.000 kvadratmeter butik, havecenter, Proff-afdeling og gode tilkørselsforhold for både private og professionelle kunder.

”Vores nye byggevarehus kommer til at ligge i forbindelse med Valby Idrætspark. Med en placering centralt i hovedstadsområdet kan vi bedre servicere vores kunder fra det indre København, Amager og selvfølgelig selve Valby,” fortæller Mads Jørgensen, der er administrerende direktør i BAUHAUS.

120.000 varer med optimal beliggenhed

I forvejen har BAUHAUS blandt andet byggevarehuse i Glostrup, Ishøj og Roskilde. Derfor ser Mads Jørgensen et stort potentiale i placeringen i netop Valby, som er tættere på København, og dermed også tæt på et stort kundegrundlag.

”Områder som Sydhavnen og Ørestad er i en rivende udvikling lige nu. Samtidig bor der en del villaejere i selve Valby og Hvidovre, og det gør placeringen af vores nye varehus tæt ved motorvejen og Sjællands-broen helt optimal,” forklarer han.

Udover et havecenter og et varehus med ca. 120.000 varenumre kan lokalsamfundet ifølge direktøren også se frem til flere arbejdspladser i 2017. I alt forventer Mads Jørgensen, at det nye byggevarehus vil skabe cirka 150 nye arbejdspladser fordelt på fuld- og deltidsstillinger.

Borgmesteren lægger grundstenen

Det bliver København Kommunes borgmester Pia Allerslev, som tager det første lidt utraditionelle ’spadestik’ til det nye varehus onsdag den 11. maj kl. 11.15. Her vil der være en grundstensnedlæggelse, hvor borgmesteren, sammen med den administrerende direktør, vil nedstøbe et jernrør i bygningens fundament. Røret indeholder som regel dagens lokale avis, bygningstegningerne og tidens pengesedler.

”Grundstensnedlæggelsen er en god måde at fejre starten på det nye byggeri. I stedet for at tage det første spadestik har vi valgt at markere den særlige dag på en lidt anderledes måde, og det er blevet en god tradition, når vi opfører et nyt BAUHAUS,” siger Mads Jørgensen.

Byggeriet af BAUHAUS i Valby gik i gang umiddelbart før jul, og byggevarehuset forventes at åbne i starten af 2017.

Fakta om BAUHAUS

BAUHAUS er en schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988.

BAUHAUS er repræsenteret i 19 lande og driver mere end 260 byggevarehuse.

Varehuskæden har ca. 1.500 medarbejdere i Danmark.

BAUHAUS har i alt 16 varehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J, Aalborg.

Det nye byggevarehus i Valby bliver samlet godt 13.000 m² og rummer, foruden selve varehuset, også et stort havecenter.

Grundstensnedlæggelsen finder sted onsdag den 11. maj kl. 11.15.

Fototekster

Foto 1a+1b: BAUHAUS opfører i øjeblikket et nyt varehus i Valby, som, når det står færdigt i starten af 2017, forventes at skabe op mod 150 lokale arbejdspladser.

Foto 2: Administrerende direktør Mads Jørgensen lægger, sammen med borgmester Pia Allerslev, grundstenen til det nye varehus onsdag den 11. maj.

Yderligere oplysninger

Direktionsassistent Grethe Juhl, BAUHAUS, tlf. 87 45 05 06 eller e-mail gju@BAUHAUS.dk

Bauhaus er en schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988. Bauhaus er repræsenteret i 17 lande og driver mere end 230 byggevarehuse.

Varehuskæden har cirka 1.500 medarbejdere i Danmark.

Bauhaus har 16 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg.