Pressemeddelelse -

Flere forebygger fugt i kælderen

Spørger man medarbejderne i BAUHAUS' byggevarehuse, udviser både private og professionelle kunder en større interesse i at foretage forebyggende tiltag, som kan komme fugt i kælderen til livs.

Et højt fugtniveau i kælderen øger risikoen for fugtskader og skimmel, og det kan være en besværlig og omkostningstung omgang at rette op på problemet, når skaden først er sket. Derfor kan det betale sig at være omhyggelig i forhold til at forebygge kælderen mod fugt, og det er både professionelle og private blevet mere opmærksomme på.

John Møll er Proff Service Leder hos BAUHAUS, og han beretter, at byggevarehuskæden oplever et større fokus på forebyggelse af kælderfugt.

- Ude i vores varehuse oplever vi blandt vores kunder en større interesse i at forebygge fugtige kældre. Både private og professionelle henvender sig i højere grad, og spørger i ind til, hvordan de skal forholde sig til udfordringen, ligesom vi over de seneste år kan se en stigning i salget af produkter, der relaterer sig til indeklimaet i kælderen, fortæller John Møll.

Boligadministration: Vi er meget opmærksomme
Hos den almene boligadministration Boligkontoret Danmark, som drifter godt 31.000 lejeboliger over hele landet, er fugt en udfordring, de er meget opmærksomme på. Særligt hvis fugten får lov at udvikle sig, får det konsekvenser for beboernes komfort i boligen, og det bliver både besværligt og dyrt at komme skaden til livs. Derfor fører de systematisk tilsyn med deres ejendomme.

- Vi har i den almene boligsektor gode muligheder for at lave forebyggende tiltag, og derfor har vi fået et større fokus på at forebygge fugt - særligt i boliger, men også i ejendommenes kældre. Ved at være på forkant undgår vi at betale store summer til at komme fugtskader og skimmel til livs. Vi ser ejendommene i sømmene hvert tredje år, laver 30-årige drifts- og vedligeholdelsesplaner og er særligt opmærksomme, hvis der i specifikke områder har været oversvømmelser eller skybrud. På den måde har vi god kontrol over kældrenes tilstand, så vi kan skride ind i god tid, fortæller Jesper Telcs, der er driftssekretariatschef hos Boligkontoret Danmark.

Find kilden til fugtproblemet
Når de hos Boligkontoret Danmark bliver bekendt med et fugtproblem, undersøger de grundigt, hvad kilden til problemet er - bl.a. ved at tjekke, om kælderen ventileres korrekt og har den rette temperatur. Og det er netop blandt John Mølls vigtigste råd til at undgå fugt i kælderen.

- Det handler i høj grad om at holde luftfugtigheden nede, og derfor skal luften hyppigt udskiftes. Det kan i mange tilfælde klares med naturlig udluftning via ventilationsriste, men ofte er det nødvendigt med mekaniske løsninger. Uanset ventilationstype, så skal du være særligt opmærksom i de varme sommermåneder, hvor du skal lukke for ventilationen, så varm og fugtig luft udefra ikke trækkes ned og danner kondens på de kølige kældermure, fortæller John Møll.

Udover god ventilering mener John Møll, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvad der opbevares i kælderen, og hvordan tingene opbevares. Her handler det om at give luften optimale muligheder for at cirkulere rundt, og derfor bør opbevaringskasser placeres på reoler med fødder, ligesom større ting ikke skal stå helt op ad væggene.

Læs mere om forebyggelse af fugt her.

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

BAUHAUS er en af Europas største byggemarkedskæder med mere end 300 varehuse i 19 lande. Vi åbnede det første varehus i Danmark i 1988 og er i dag repræsenteret i 17 byer.

Vores stærke position i markedet skyldes blandt andet, at vi tilbyder branchens største udvalg under ét tag til både håndværkere og private. For alle som arbejder i BAUHAUS har kunden altid første prioritet.