Skip to main content

Nybyggerne bygger om

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2016 13:50 CET

Der kommer gang i både malerpensler, hammer og kreative ideer, når Anne og Simon fra Nybyggerne giver sig i kast med at forvandle en 50’er villa til et moderne familiehus. Det er noget af et renoveringsprojekt parret har kastet sig ud i, og danskerne er inviteret til at følge med og blive inspireret af parrets unikke løsninger og påfund.

Anne og Simon blev landskendte, da de i 2013 var med i programmet ”Nybyggerne”, hvor de indrettede et helt hus fra scratch. Her overraskede de uge efter uge med kreative og unikke løsninger, hvilket betød at de i sidste ende løb med sejren. Parret har ikke mistet lysten til håndværkerlivet, tværtimod. I samarbejde med BAUHAUS er parret derfor nu startet på et nyt, storstilet byggeprojekt.

Fra slidt til hipt

Det gæve gør-det-selv par har købt en villa og planlagt en gennemgribende renovering, som skal forvandle den gamle 50’er villa til en moderne bolig, der passer perfekt til familien. Og der er meget at tage fat på: tag, isolering, maling, flytning af vægge, ny terrasse, nyt køkken og en make-over af haven. Kort sagt skal alt have en tur, før huset bliver, som parret længe har drømt om.

”Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med projekterne. Det er fedt, at få lov til at vise hvad vi kan, og vi er stadig fulde af gå-på-mod og lyst til at prøve kræfter med at indrette, inspirere folk og dele ud af vores erfaringer og ideer,” fortæller Simon Halskov.

Alle kan følge med i, hvordan den kreative duo kommer igennem ombygningsprojektet på ombyggerne.dk.

På indkøb med Ombyggerne

I planlægningsfasen har familien fået skrevet en usædvanlig lang indkøbsliste med alle de materialer, der skal til for at realisere det ambitiøse projekt. Derfor har parret været på jagt efter et sted, hvor alt, de havde brug for, var samlet under ét tag, og de fandt den helt rigtige samarbejdspartner i BAUHAUS.

”Vi har med tiden erfaret, at BAUHAUS er mere end bare hardcore byggematerialer. De har også en masse løsninger til indretningen, og vi går netop meget op i både at skabe de optimale rammer og udfylde dem, så de passer præcis til vores familie og vores drømme,” siger Simon Halskov.

De første ture efter materialer og værktøj har allerede fundet sted, og her har Anne og Simon mødt endnu en fordel ved at samle alle materialekøb et sted.

”Man lærer personalet at kende. De ansatte finder hurtigt ud af, at man har gang i et stort projekt, og de bliver på en måde involveret i processen og spørger ind til byggeriet og fremskridt, hver gang vi kommer ind i varehuset”, fortæller handymanden.

Godt håndværk og byggelyst

Med alle parrets planer er de overbeviste om, at den store villa bliver deres drømmehjem. Men om de bliver i villaen, til de bliver gamle, tør Simon Halskov alligevel ikke love.

”Vi er begge to glade for klassisk design og godt håndværk. Og det vi har nu, er et rigtig lækkert arkitekttegnet hus med mange fine detaljer. Jeg kan godt forestille mig, at dette er huset, vores familie bliver i. Men nu må vi se, hvad min kone finder på,” slutter han med et smil.

Fototekster

Foto 1: Anne og Simon er gået i gang med et stort renoveringsprojekt for at skabe deres drømmehjem. De lukker døren op til byggerodet og lader alle følge med i ”Ombyggerne”.

Foto 2: Det er en lang indløbsliste parret har fået skrevet, med ting de skal bruge for at realisere projektet. Og det kræver mange ture i BAUHAUS at skaffe både værktøj og materialer.

Foto 3: Den charmerende, men gamle, villa, bliver hen over foråret forvandlet til en moderne familiebolig.

Yderligere informationer

Vedr. projektet: Tine Skovgaard Engelbrekt Andersen, BAUHAUS, tlf. 87 42 38 79
Vedr. pressemateriale og fotos: Anne Thomsen, Kragelund Kommunikation, tlf. 87 88 20 38, mail at@kragelund-kommunikation.dk

Bauhaus er en schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988. Bauhaus er repræsenteret i 17 lande og driver mere end 230 byggevarehuse.

Varehuskæden har cirka 1.500 medarbejdere i Danmark.

Bauhaus har 16 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg.