Skip to main content

Unikt samarbejde sikrer dit energitilskud

Pressemeddelelse   •   Maj 09, 2016 13:50 CEST

Et nyt samarbejde mellem BAUHAUS Kolding og EnergiMidt vil udbrede kendskabet til tilskudsordninger i forbindelse med energirenoveringer og dermed gøre det nemmere for boligejere at få tilskud til energirenovering. Samarbejdet er det første af sin slags i landet.

Danmark vil gerne booste energirenoveringer og mindske den samlede udledning af CO2, og derfor kan private og professionelle modtage tilskud fra landets energiselskaber, hvis de energirenoverer.

Tilskuddet til private gælder alt fra rørskåle og varmepumper til LED-pærer og loftisolering, men kræver, at energiselskabet har modtaget ansøgningen, inden arbejdet med renoveringen påbegyndes. Mange hører først om tilskudsordningen, når arbejdet er påbegyndt og får derfor ikke ansøgt i tide.

Udbreder kendskabet blandt gør-det-selv-folket

Med det nye samarbejde mellem EnergiMidt og BAUHAUS i Kolding vil parterne være med til at udbrede kendskabet til energitilskud og samtidig gøre det muligt at ansøge direkte i varehuset, når byggematerialerne købes. Det forventes samtidig, at en mere enkel proces vil øge boligejernes motivation for at energirenovere.
”Samarbejdet med BAUHAUS er en klar gevinst for forbrugerne, da vi hjælper dem med at få søgt energitilskud i tide. Alt ordnes i butikken, og tilskuddet modregnes prisen på byggematerialerne og bliver derfor udbetalt til forbrugeren som en rabat,” fortæller Anne Bay, som er tilskudsansvarlig hos EnergiMidt og fortsætter:

”For mange forbrugere kan tilskuddet være det sidste argument for at gennemføre en energirenovering, men det kræver, at de hører om tilskudsordningen, og det forsøger vi at ændre på med denne model,”.

Brugervenlighed giver mod til mere

Med samarbejdet vil EnergiMidt og BAUHAUS gerne vise danskerne, hvor nemt det kan være at få tilskud til at energirenovere og dermed inspirere til yderligere energirenoveringer.

I BAUHAUS i Kolding er opstillet computere med et brugervenligt system, hvor kunden blot skal indtaste sin adresse og den planlagte type energirenovering. Det kræver ingen forarbejde hjemmefra, og systemet udregner selv størrelsen på tilskuddet, og med et tryk på en knap sendes ansøgningen direkte til EnergiMidt.

”Vi håber, at det kan inspirere danskerne til yderligere energirenoveringer, når de ser, hvor mange forskellige renoveringer, man kan modtage tilskud til, og hvor nemt det er at ansøge på den her måde. Det kommer jo os alle til gode, når vi hver især udleder mindre CO2,” fortæller Jes Lindholm Jensen fra BAUHAUS.

Med samarbejdet håber parterne, at de har banet et stykke af vejen, så vi i fremtiden vil se endnu flere energirenoveringer.

Fakta:

-Under navnet Energiselskabernes Energispareindsats tilskynder Energistyrelsen til energirenoveringer gennem uddelingen af tilskud.

-BAUHAUS og EnergiMidt samarbejder om at udbrede kendskabet til tilskuddene og forenkle ansøgningsprocessen ved at lade forbrugerne ansøge direkte i butikken, når de køber materialer.

Fototekst:

Foto 1:BAUHAUS ogEnergiMidt har indgået et nyt samarbejde om at udbrede kendskabet til energitilskud. Det sker gennem en ny ordning, hvor forbrugere informeres om muligheden for tilskud, når de køber materialerne i BAUHAUS i Kolding.

Foto 2:Staten yder tilskudtil en lang række energiforbedringer for at mindske udledning af CO2 på landsplan. Blandt energiforbedringerne der ydes tilskud til er isolering, rørskåle, LED-pærer, varmepumper mfl.

Yderligere oplysninger:

BAUHAUS: Jes Lindholm Jensen, jlj@BAUHAUS.dk

EnergiMidt: Jan Harder Skovdal, 4027 8293, JANHS@energimidt.dk

Bauhaus er en schweizisk ejet koncern og har været i Danmark siden 1988. Bauhaus er repræsenteret i 17 lande og driver mere end 230 byggevarehuse.

Varehuskæden har cirka 1.500 medarbejdere i Danmark.

Bauhaus har 16 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg.