Pressemeddelelse -

Bayer CropScience deltager i åbningsdebat om fødevareforsyning på Folkemødet

Bayer CropScience var med i panelet, da Landbrug & Fødevarer torsdag eftermiddag inviterede til åbningsdebat om fødevareforsyning til verdens stigende befolkning på havnen i Allinge.

Allinge, 12. juni 2014 – Bayer CropScience deltager for andet år i træk i Folkemødet og er igen i år med til at sætte fødevareforsyning til verdens stigende befolkning på den politiske agenda.

I eftermiddag deltog Niels Bjerre fra Bayer CropScience i debatten ”GMO – blasfemi eller bæredygtighed”, hvor han udvekslede synspunkter med Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer, Generalsekretær for Greenpeace Mads Flarup, og Forskningsordfører Jeppe Bruus (S).

De diskuterede, om GMO-afgrøder skal være med til at brødføde den stigende verdensbefolkning, og hvorfor det ikke er danske forskere, der udvikler fremtidens superafgrøder. Debatten tiltrak mange tilhørere, og spørgelysten blandt de fremmødte var stor.

Teknologi kan åbne nye døre
”Den helt store udfordring er at lave bæredygtig fødevareproduktion til 9 mia. mennesker i 2050. Det betyder, at vi skal øge vores landbrugsproduktion med 60 % over de næste 40 år. GMO er et af de værktøjer, der skal i brug for at nå det mål. Det er rigtig vigtigt at tænke på, at hvis vi sænker vores produktion, så opstår den andre steder i verden med større miljøaftryk. Det er samlet set en dårlig løsning”, argumenterede Niels Bjerre og fortsatte:

”GMO kan altså hjælpe med at opretholde en bæredygtig fødevareproduktion. Den gør det muligt at dyrke mere mad med mindre input. Den vil også kunne åbne nye døre og kan eksempelvis udvikle tørkeresistente afgrøder, kartofler der ikke får skimmel, eller A-vitamin beriget ris, der kan afhjælpe, at millioner af børn ikke bliver blinde. Hvis vi siger nej til GMO-teknologien i planteavlen, vil det også give mindre forskningsaktivitet – ikke bare i virksomheder, men også på universiteterne. Naturligvis skal vi benytte teknologien med omtanke og bæredygtigt – fuldstændig som vi gør med masser af andre teknologier”, pointerede Niels Bjerre under paneldebatten.

Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer støttede op om synspunktet og tilføjede, at man bør se på GMO-teknologien som en del af løsningen, og ikke en del af problemet.

Niels Bjerre afsluttede debatten med at opfordre til handling. ”Faktum er, at vi i 2050 bliver 9 mia. mennesker i verden, fordi vi lever længere, og derfor bliver vores største udfordring at skaffe mad nok til alle. Det er et problem, vi ikke kan løbe fra. Derfor er det afgørende, at der handles nu”, afsluttede Niels Bjerre.  

                                                                    *****


I morgen fredag inviterer Bayer til Folkemøde-debat om mænds sundhed:

Mænd – sundhedsvæsenets svage køn?
De dårligst stillede danske mænd lever 13 år kortere end de bedst stillede kvinder. På stort set alle sundhedsområder har mænd en dårligere prognose end kvinder. Hvorfor ser vi denne kønsopdelte uligevægt? Og hvordan får vi bragt balance i regnskabet? Livlig debat anført af Martin Krasnik.
Deltagere: Bent Hansen, fmd. Danske Regioner; Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører (S); Bruno Meldgaard, fmd. for Prakt. Lægers Organisation; Svend Aage Madsen, fmd. for Selskab for Mænds Sundhed; K.B. Madsen, fmd. for Prostatakræftforeningen; Dorte Steenberg, Næstfmd. for Dansk Sygeplejeråd; Jane Korczak, Næstfmd. 3F
Hvor: Klostergårdens Havestue, Østergade 7, Allinge, hos Dansk Industri
Hvornår: Fredag d. 13. juni kl. 9-10

Bayers telt i Kirkegade (K16) danner rammen om flere events i løbet af Folkemødet:

Kom og bliv udfordret på, om holdninger og fakta stemmer
Vi blev meget overraskede, da vi så en række fakta om verdens fødevareforsyning. Kom og oplev, om dit verdensbillede stemmer med fakta, og få en god diskussion, om det giver anledning til nye holdninger. Vi vil gerne udfordre dig med et glimt i øjet, for vi mener, at smilet er en god vej til dialog.
Hvornår: 13. juni: 13.30-14

Hvor mange milliarder koster diabetesbehandling i Danmark?
Over 300.000 i Danmark har diabetes! Derudover har 200.000 type 2 diabetes – uden at vide det! Bruger vi milliarderne fornuftigt? Forebygges der i din kommune? Hvad tror du bare tre diabetiske senkomplikationer koster i netop din kommune? Kom og få fakta og hør, hvad du kan gøre!
Hvornår: 13. juni: 11.30-13; 14. juni: 10-11&11.30-13; 15. juni:10-11
 


Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • teknologi
  • fødevareforsyning
  • greenpeace
  • tørkeresistens
  • befolkningstilvækst
  • bayer cropscience
  • gmo

Bayer er en international virksomhed med kernekompetencer inden for sundhed, ernæring og højteknologiske materialer. Vores produkter og serviceydelser har til formål at gavne mennesker og forbedre deres livskvalitet. Samtidig arbejder vi for at skabe værdi gennem innovation, vækst og en høj indtjeningsevne. I 2013 havde Bayer 113.200 ansatte og en omsætning på 40,2 mia. euro og investerede 3,2 mia. euro i forskning og udvikling, svarende til 8 % af koncernens omsætning. Bayer koncernen har forpligtet sig til at følge principperne om bæredygtig udvikling og til at agere som en social og etisk ansvarlig virksomhed. Derfor vægter vi økonomisk, miljømæssig og social ansvarlighed lige højt i vores virksomhedspolitik. Se www.bayer.dk for mere information.

Kontakt

Signe Hansen Lindsten

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 45 23 50 08