Pressemeddelelse -

Dansk Planteværn åbner demofarm

På Ryegaard mellem Holbæk og Roskilde har brancheorganisationen Dansk Planteværn etableret en demofarm, hvor det demonstreres, hvordan et bæredygtigt effektivt landbrug kan forenes med naturhensyn og miljø.  

Formålet med demofarmen er at skabe en platform, hvor politikere, myndigheder, medier og andre med interesse i et bæredygtigt landbrug kan inviteres til en demonstration og dialog omkring anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i praksis.

”Hele debatten omkring plantebeskyttelse er ret ensidig, og den er baseret på følelser. Vi vil gerne have en platform, hvor det er muligt at diskutere brugen af plantebeskyttelsesmidler baseret på fakta, og hvor vi kan vise, at biodiversitet faktisk går hånd i hånd med et effektivt bæredygtigt landbrug”, forklarer direktør i Dansk Planteværn, Helle Græsted Bennedsen.  

Dansk Planteværn og ejer af Ryegaard, godsejer Johan Scheel, påbegyndte projektet i januar, og hele tanken om en demofarm er inspireret af lignende projekter i blandt andet England, Tyskland og Frankrig, hvor nogle af Dansk Planteværns medlemsfirmaer har meget positive erfaringer med demofarme.

Projektet forventes at løbe over en årrække, og indledningsvist vil der være fokus på at afholde åbent hus for de grupper, som Dansk Planteværn gerne vil have en dialog med.

”Det er vores håb, at f.eks. miljøministeren og fødevareministeren har lyst til at kigge forbi, og derudover vil vi meget gerne invitere NaturErhvervstyrelsen, Erfagrupper og embedsmænd. Og selvfølgelig landmænd for de kan måske få noget inspiration”, siger Helle Græsted Bennedsen.

I denne uge får demofarmen besøg af Landbrug og Fødevarer, og på længere sigt er det også et mål at få skoleklasser på besøg. 

Demofarmen åbnede officielt d. 19. juni, hvor de besøgende fik en rundvisning i marken og en demonstration af, hvordan en moderne højteknologisk marksprøjte fungerer.

For yderligere information om projektet kan Dansk Planteværn kontaktes på tlf. 3324 4266


Emner

  • Jordbrug

Kategorier

  • bæredygtighed
  • plantebeskyttelsesmidler
  • plantebeskyttelse
  • landbrug
  • dansk planteværn
  • demofarm
  • ryegaard

Bayer er en international virksomhed med kernekompetencer inden for sundhed, ernæring og højteknologiske materialer. Vores produkter og serviceydelser har til formål at gavne mennesker og forbedre deres livskvalitet. Samtidig arbejder vi for at skabe værdi gennem innovation, vækst og en høj indtjeningsevne. I 2013 havde Bayer 113.200 ansatte og en omsætning på 40,2 mia. euro og investerede 3,2 mia. euro i forskning og udvikling, svarende til 8 % af koncernens omsætning. Bayer koncernen har forpligtet sig til at følge principperne om bæredygtig udvikling og til at agere som en social og etisk ansvarlig virksomhed. Derfor vægter vi økonomisk, miljømæssig og social ansvarlighed lige højt i vores virksomhedspolitik. Se www.bayer.dk for mere information.

Kontakt

Signe Hansen Lindsten

Pressekontakt Communications Manager Corporate Communications +45 45 23 50 08