Pressemeddelelse -

Brug psykologer til at løse psykiatermangel

Der mangler psykiatere i hele landet. Alene i Region Syd og Midt mangler der 50 psykiatere. Bedre Psykiatri mener, at en vigtig del af løsningen er at give psykologerne flere opgaver og større ansvar.

Der mangler 20 psykiatere i Region Syddanmark og 30 i Region Midtjylland. Det viser en rundringning, Avisen Danmark har foretaget. Bedre Psykiatris Generalsekretær Thorstein Theilgaard mener, at den bedste måde at håndtere problemet her og nu er at ansætte flere psykologer i psykiatrien og at give dem mere ansvar, end de har i dag.

"En del af behandlingen på de psykiatriske afdelinger kan psykologerne være ligeså gode - hvis ikke bedre - til at løse. Det er derfor helt hul i hovedet, at regionerne lader så mange stillinger være ubesatte", siger Thorstein Theilgaard.

Thorstein Theilgaard mener for eksempel, at psykologerne er gode til at tale med patienterne og forstå deres sygdom og deres situation. Og netop det at forstå patienterne er helt afgørende i behandlingen, siger han.

"Psykiatrisk behandling kræver, at man lærer at forstå den enkelte patient, og når ikke er tid til det, bliver det hele samlebåndsbehandling, hvor medicinen og i værste fald tvangsbehandling er de eneste værktøjer".

Flere psykologer i sig selv vil langt fra kunne løse problemet med psykiatermangel. Thorstein Theilgaard mener, at regionerne bør arbejde mere målrettet på at motivere flere lægestuderende til at vælge psykiatrien som deres specialeområde.

Derudover understreger Thorstein Theilgaard, at det er afgørende, at hele psykiatrien får et økonomisk løft.

"Hele det psykiatriske område har igennem flere år været underprioriteret. Det går hårdt udover patienterne og de pårørende, men det betyder også at de psykiatriske afdelinger bliver mindre attraktive som arbejdspladser. Psykiatermanglen er derfor bare endnu en grund til at give hele området et løft". 

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • pårørende
  • thorstein theilgaard
  • psykiatri
  • psykisk sygdom
  • bedre psykiatri

Bedre Psykiatris vigtigste opgave er at skabe et bedre liv for pårørende til psykisk syge. Vi sætter fokus på de problemer og udfordringer, Danmarks mange pårørende står med. Og vi arbejder for, at fagfolk og politikere også får øjnene op for de pårørende.

Bedre Psykiatris andet hovedfokus er, at pårørende i højere grad skal ses som en ressource i psykiatrien. Vi arbejder derfor for, at skabe bred anerkendelse af, at pårørende er en uvurderlig ressource også i behandlingen. Det gør vi ved at støtte os til solid viden og anerkendt forskning.

Kontakt

Knud Aarup

Pressekontakt Landsformand 21328184

Thorstein Theilgaard

Pressekontakt Generalsekretær 21 24 11 91

Jesper Nissen

Pressekontakt Pressechef 24 76 54 16