Pressemeddelelse -

Ny undersøgelse: Systemet svigter akut psykisk syge og deres pårørende

En ud af tre pårørende har oplevet, at den syge bliver afvist på psykiatrisk skadestue. Det er et ”kæmpe svigt,” lyder det fra BEDRE PSYKIATRIs formand Birgit Elgaard, der efterlyser en handlingsplan med fokus på det akutte beredskab i psykiatrien

Henvender man sig på psykiatrisk skadestue, er der risiko for at opleve, at man bliver afvist. Det viser en ny undersøgelse, som BEDRE PSYKIATRI har foretaget blandt pårørende til psykisk syge. Her oplever hver 3. pårørende at deres psykisk syge er blevet afvist på psykiatrisk skadestue. Samtidig svarer næsten 2 ud af 3, at den syge har måtte forlade psykiatrisk skadestue uden tilstrækkelig hjælp eller behandling.

”Undersøgelsen viser, at der sker et systemsvigt af både den syge og den pårørende, og det er forfærdeligt, at de ikke kan regne med hjælp, når en akut krise i den psykiske sygdom bryder ud. I en tid hvor man flytter mere og mere psykiatrisk behandling ud ambulant, synes jeg, det er skræmmende, hvis der ikke eksisterer et ordentlig sikkerhedsnet,” siger formand Birgit Elgaard, og påpeger, at der er behov for at få psykiatrien tilbage på den politiske dagsorden.

”Der er behov for en ny handlingsplan for psykiatrien, som blandt andet indeholder en akutpakke, som bredt opruster det psykiatriske akutberedskab. Det er nødvendigt, at man fra politisk hold sikrer, at der er akutte sengepladser og ressourcer nok til at hjælpe, når man som syg ikke kan være hjemme mere. Det er der ikke i dag – og det er i mine øjne noget, der virkelig blinker rødt i psykiatrien,” siger Birgit Elgaard.

Undersøgelsen viser desuden, at 3 ud af 4 pårørende svarer, at de i ”meget høj grad” eller ”i høj grad” står til rådighed, når den syge har akut brug for hjælp.

”Dette er et nødråb fra pårørende. Det er de pårørende, der er sikkerhedsnettet, når den psykiske sygdom bryder ud i lys lue – og der er de nødt til at have noget mere hjælp. Det er vigtigt, at det psykiatriske system både lytter til de pårørende og inddrager dem også i den akutte behandling. Og det er mindst lige så vigtigt, at de pårørende kan stole på, at systemet hjælper og er der, når det hele brænder på – og det er der alt for mange, der ikke kan regne med,” siger Birgit Elgaard.

Udvalgte resultater:

  • 40 procent mener ikke, at psykiatrisk skadestue har kunne hjælpe den syge i den akutte situation
  • Næsten 2 ud af 3 (62%) har oplevet, at den syge må forlade psykiatrisk skadestue uden at få tilstrækkelig hjælp
  • Hver 3 (37 %) har en oplevelse af, at den syge er blevet afvist på psykiatrisk skadestue
  • 3 ud af 4 pårørende (75 %) oplever, at de i meget høj grad eller i høj grad må stå til rådighed, når den syge har behov for akut psykiatrisk hjælp

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • akutberedskab
  • psykiatrisk skadestue
  • pårørende
  • psykisk sygdom
  • psykiatri
  • birgit elgaard
  • bedre psykiatri

BEDRE PSYKIATRIs vigtigste opgave er at skabe et bedre liv for pårørende til psykisk syge. Vi sætter fokus på de problemer og udfordringer, Danmarks mange pårørende står med. Og vi arbejder for, at fagfolk og politikere også får øjnene op for de pårørende.

BEDRE PSYKIATRIs andet hovedfokus er, at pårørende i højere grad skal ses som en ressource i psykiatrien. Vi arbejder derfor for, at skabe bred anerkendelse af, at pårørende er en uvurderlig ressource også i behandlingen. Det gør vi ved at støtte os til solid viden og anerkendt forskning.

Kontakt

Thorstein Theilgaard

Pressekontakt Generalsekretær 21 24 11 91