Skip to main content

Psykisk syge overladt til sig selv på københavnske bosteder

Pressemeddelelse   •   Jan 19, 2017 11:17 CET

Der er noget rav-ruskende galt med den måde kommunen driver bosteder på. Sådan lyder reaktionen fra Bedre Psykiatris formand Birgit Elgaard ovenpå Socialtilsynets barske kritik af nogle af Københavns kommunes bosteder, som Politiken beskriver idag. 

Beboerne på fem bofællesskaber for psykisk syge i Københavns Nordvestkvarter og i Brønshøj får ikke den socialpædagogiske støtte, de har brug for og krav på. Det går udover deres muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Det er nogle af punkterne i den barske kritik fra Socialtilsynet. 

Bedre Psykiatris formand Birgit Elgaard mener, at rapporten tegner et trist billede kommunens bosteder.

”Når psykisk syge ikke får hjælp mere end én time om ugen, er der noget riv raskende galt med den måde kommunen driver bosteder på. Det her kan jo ikke løses med et snuptag – det kræver en grundlæggende økonomisk opprioritering”, siger Birgit Elgaard.

Netop ressourcemanglen er også noget af det den ansvarlige chef i kommunen, Jan Jensen fremhæver. Til Politiken siger han, at der ”mangler sammenhæng mellem de paragraffer, disse mennesker får hjælp efter, og de ressourcer, der tildeles”.

Ifølge Birgit Elgaard er det desværre ikke kun i København, at bostederne mangler ressourcer til at give beboerne god behandling.

”De her problemer ser vi over hele landet. Området er simpelthen underprioriteret”, siger hun.

Et flertal på Christiansborg besluttede i efteråret at afsætte 400 mio. kr. til at øge sikkerheden på landets bosteder. Den seneste sag fra København bekræfter ifølge Birgit Elgaard, at pengene kunne have været brugt smartere.

”Regeringens fokus på de få farlige er skudt helt ved siden af. De 400 mio. der er afsat til at øge sikkerheden burde have gået til et generelt kvalitetsløft på bosteder for psykisk syge”. 

Bedre Psykiatris vigtigste opgave er at skabe et bedre liv for pårørende til psykisk syge. Vi sætter fokus på de problemer og udfordringer, Danmarks mange pårørende står med. Og vi arbejder for, at fagfolk og politikere også får øjnene op for de pårørende.

Bedre Psykiatris andet hovedfokus er, at pårørende i højere grad skal ses som en ressource i psykiatrien. Vi arbejder derfor for, at skabe bred anerkendelse af, at pårørende er en uvurderlig ressource også i behandlingen. Det gør vi ved at støtte os til solid viden og anerkendt forskning.