Pressemeddelelse -

Regeringen glemmer de psykisk syge i ”et stærkere Danmark”

560.000 danskere lider af en psykisk sygdom, og antallet af patienter i psykiatrien er markant stigende. Det skuffer BEDRE PSYKIATRIs formand, Birgit Elgaard, at psykiatrien ikke for alvor prioriteres i dagens udspil fra regeringen.

”Psykiatrien er glemt i årets finanslovsforslag og helhedsplanen fra regeringen. Det til trods for, at psykiatrien står med nogle grundlæggende og store udfordringer, som i dag har alvorlige konsekvenser for det store antal danskere, der lider af en psykisk sygdom og deres pårørende. Danskerne har i stigende grad brug for psykiatrisk behandling, flere børn bliver syge, flere udskrives, selvom de ikke er raske, flere genindlægges, der mangler sammenhæng, og alt for mange afvises på de psykiatriske skadestuer”, siger formand for BEDRE PSYKIATRI Birgit Elgaard og fortsætter:

”Jeg tror simpelthen ikke på, at vi kommer disse problemer til livs, førend man på Christiansborg giver psykiatrien et langt mere systematisk, politisk fokus, og det får den kun, hvis psykiatrien for alvor kommer på finansloven, og dermed kommer ind i en varig finansiering og stabil udvikling”, siger Birgit Elgaard, der påpeger, at en fremtidssikring af Danmark også handler om at sikre et mentalt sundt Danmark.

”Regeringen taler om et stærkere Danmark. Hvis vi skal have et stærkere Danmark, så er det en hjørnesten at give danskerne mulighed og hjælp til at få et stærkere mentalt helbred. I dag lider stadig flere og flere danskere af psykisk sygdom, og tager man eksempelvis angst, så koster angst statskassen over 8 mia. kroner hvert år - alene i tabt produktion. Hvis vi skal fremtidssikre Danmark, er det i mine øjne afgørende, at vi kigger på forebyggelsen og behandlingen af psykiske sygdomme”, siger Birgit Elgaard, der efterlyser en psykiatriplan ll.

Regeringen gør dog klart i forslaget, at de vil sætte ind for at forebygge vold på botilbud med midler fra satspuljen.

”Det er afgørende, at vi får løst de store udfordringer på bostederne – men vi er grundlæggende uenige i, at man finansierer denne indsats med satspuljemidler. Problemerne skal løses med varige midler, og jeg kan godt være bange for, at vi får en lappeløsning med de såkaldte ”mellemstationer”, hvor vi bare flytter problemerne et andet sted hen. Der skal politikerne tænke i en bredere løsning”, siger Birgit Elgaard.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • finanslov
  • fl17
  • pårørende
  • psykisk sygdom
  • psykiatri
  • birgit elgaard
  • bedre psykiatri

BEDRE PSYKIATRIs vigtigste opgave er at skabe et bedre liv for pårørende til psykisk syge. Vi sætter fokus på de problemer og udfordringer, Danmarks mange pårørende står med. Og vi arbejder for, at fagfolk og politikere også får øjnene op for de pårørende.

BEDRE PSYKIATRIs andet hovedfokus er, at pårørende i højere grad skal ses som en ressource i psykiatrien. Vi arbejder derfor for, at skabe bred anerkendelse af, at pårørende er en uvurderlig ressource også i behandlingen. Det gør vi ved at støtte os til solid viden og anerkendt forskning.

Kontakt

Jesper Nissen

Pressekontakt Pressechef 24 76 54 16