Nyhed -

Fælles nordisk røgalarmdag

”At have en røgalarm, som fungerer, kan være et spørgsmål om liv og død”, siger vicelandschef Stine Arenshøj i forbindelse med at der i dag – den 1. december – for femte år i træk sættes fokus på røgalarmers betydning i alle de nordiske lande


Hvert år omkommer over 50 danskere i brand, flere kommer til skade og værdier for flere milliarder kroner går tabt. Røgalarmer kan redde mange liv og gøre skaden betydeligt mindre.

I dag fokuseres der i alle de nordiske land på, hvordan man kan forbedre sin brandsikkerhed ved at anskaffe sig en røgalarm, og der vil blive informeret om, hvordan man opsætter og tester røgalarmer. 1. december er nemlig fælles nordisk røgalarmdag, hvilket blev besluttet på et møde mellem de nordiske landes forebyggelsessamarbejde i 2011 gældende fra 2012.

Indsatsen er gennem årene blevet bakket op af de forskellige instanser i det danske redningsberedskab – herunder Beredskabsforbundet, Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen – samt af bl.a. Trygfonden.

I år har spejderkorps og beredskabsfaglige medarbejdere fra syv kommuner deltaget i Trygfonden og BrandBevægelsens initiativ ”RøgalarmPatruljen”. De har gået i dørklokker i boligområder og tilbudt at tjekke beboernes nuværende røgalarmer eller sætte en ny røgalarm op. På landsplan blev i alt 2000 boliger besøgt, 1000 nye røgalarmer opsat og 500 batterier skiftet i eksisterende røgalarmer, fortæller Danske Beredskaber.

”I Beredskabsforbundet sætter vi især fokus på røgalarmernes betydning i forbindelse med de Robust Borger kurser, som vi gennemfører for boligselskaber, efterskoler, spejdere og mange andre målgrupper i hele landet”, fortælle Stine Arenshøj, der er vicelandschef i Beredskabsforbundet og har det overordnede ansvar for Robust Borger kampagnen.

”At have en røgalarm, som fungerer, kan være et spørgsmål om liv og død. Har du ikke én eller er du ikke sikker på, om den du har fungerer, så få styr på det. Behovet bliver ikke mindre, nu hvor vi går ind i juledekorationernes og de tændte stearinlys tid.”

Læs mere hos bl.a.:
Danske Beredskaber
Beredskabsstyrelsen

Kontakt

Per Falborg

Pressekontakt Kommunikations- og pressekonsulent 30 76 31 64