Pressemeddelelse -

ÅRSMØDE-FOKUS PÅ STYRKELSE AF BEREDSKABET

”Vi har Europas billigste beredskab. Vi bruger formentlig færre penge på området end Rumænien. Kan vi klare fremtidens udfordringer med det?”, spørger landschef for Beredskabsforbundet Niels Bonde Jensen på årsmødet i Danske beredskaber, hvor alle deltagende politikere signalerede åbenhed overfor styrkelse af økonomien i beredskaberne

Forud for efterårets forhandlinger om et nyt forsvarsforlig – og måske er særligt beredskabsforlig – har der været en del fokus på økonomien i beredskaberne på Danske Beredskabers årsmøde i Odense Congress Center i disse dage, hvor omkring 700 repræsentanter for den danske beredskabsbranche er samlet.

Efter de senere års besparelser på såvel de statslige som de kommunale beredskaber var meldinger positive og velvillige fra de fire folketingsmedlemmer - Henrik Dam Kristensen (S), Rasmus Jarlov (K), Carsten Bach (LA) og Jeppe Jakobsen (DF) – som deltog i årsmødets debatter.
”Jeg fornemmer, at der er en rimelig stor forståelse for, at der er behov for at give nogle flere midler rundt omkring”, sagde formanden for Folketingets forsvarsudvalg Rasmus Jarlov.

Det glæder landschefen for Beredskabsforbundet, Niels Bonde Jensen, som selv har sat fokus på økonomien i debatten på årsmødet. Han er bekymret for, at besparelser har gjort beredskabet for svagt og sårbart til tidens udfordringer.

”I dag kan vi klare lige nøjagtig de udfordringer, vi ser. Dem bagudrettet kan vi løse. Men hvad hvis vi bruger fantasien til at se på, hvad der kan ske fremadrettet? Der mener jeg ikke, vi er robuste nok. Det er dels på hænder og fødder, men det også et økonomisk spørgsmål. Når jeg siger økonomi, betyder det ikke nødvendigvis, at det kræver flere penge. Men det kan selvfølgelig være en løsning, hvis man fik mere. Dansk beredskab, der har været underlagt den ene besparelse efter den anden”, lyder landsformandens melding fra en paneldebat på årsmødet.

”Jeg tror, vi er det billigste beredskab i Europa. Sidste jeg undersøgte det, var vi det andet billigste. Kun Rumænien lå under os. Og siden den tid har beredskabet være udsat for massive besparelser. Jeg tænker, at vi er sunket ned til at være det billigste af Europas 28 lande. Jeg ved ikke om det er det serviceniveau, der skal være. Jeg ved ikke, hvad politikerne synes? Politisk set er det at være brandmand eller arbejde med det hverv, vi gør, voldsomt usexet. For det er ikke dér, pengene ligger.”


Vi er en frivillig organisation, som mener, at hjælp er en æressag.

Beredskabsforbundet er organisationen for alle frivillige i det danske redningsberedskab. Læs mere om organisationen her.

Hendes Majestæt Dronningen er protektor for Beredskabsforbundet.

Foruden at være det organisatoriske ståsted og repræsentere og oplyse om de frivillige og deres indsats i det danske redningsberedskab, bidrager vi med en afgørende, landsdækkende og lokalt forankret indsats for at styrke befolkningens selvhjulpenhed i forbindelse med ulykker og katastrofer.

Vores mål er at bidrage til et robust samfund og sikre, at beredskabstanken udbredes så borgere og redningsberedskab er sammen om at skabe øget tryghed for alle og enhver – i dag og i fremtiden.

Kontakt

Per Falborg

Pressekontakt Kommunikations- og pressekonsulent 30 76 31 64