Skip to main content

Kronprinsparrets Stjernedryspriser går til fototalent og skuespilkomet

Pressemeddelelse   •   Sep 18, 2014 08:00 CEST

Nu løftes sløret for hvilke to kunstnere, der i år skal hædres i Musikkens Hus i Aalborg den 27. september, hvor de får overrakt Kronprinsparrets Stjernedryspriser. Der er tale om to talentfulde, kunstnere, som arbejder inden for to forskellige kreative verdener, nemlig skuespiller Johanne Louise Schmidt og fotograf Lærke Posselt.

Den kompromisløse scenekunstner

Skuespillerinden Johanne Louise Schmidt, som er født i 1983, er uddannet fra Statens Teaterskole i 2009. Samme år debuterede det unge talent i forestillingen Libertineren på Grønnegårds Teatret i den ublufærdige rolle som erotisk fremmelig ung adelsdame, og allerede her rettede alles øjne mod hende. Ud over sin medvirken i forestillingen Fruentimmerskolen, hvor hun endnu en gang foldede sit talent ud på Grønnegårds Teatret, har skuespillerinden bl.a. optrådt på Folketeatret og været en fast del af Det Røde Rum på Det Kongelige Teater.

Johanne Louise Schmidt modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris for sin særligt stærke tilstedeværelse på scenen og evne til at røre publikum – helt ned på de bagerste rækker. Kronprinsparret har valgt skuespillerinden for hendes kompromisløshed som scenekunstner og ser hende som en af sin generations mest spændende og vidtfavnende skuespiltalenter.

Stjernefrøet, som hidtil er en ukendt skikkelse på det store lærred, får sin filmdebut i den bærende rolle som sekretæren Rose i filmatiseringen af Jussi Adler Olsens krimi, Fasandræberne, som har premiere i danske biografer den 2. oktober.

Uforglemmelige visuelle fortællinger

Fotograf Lærke Posselt, født i 1984, blev færdiguddannet som fotojournalist i 2013, men har længe brilleret med kameraet. Lærke Posselt har via sine fotografiske bedrifter formået at portrættere sider af virkeligheden, som sjældent kommer op til overfladen – bl.a. i fotoserien om livet som børnemodel ved skønhedskonkurrencer i USA og i fotografier af tilværelsen som afvist asylansøger.

Lærke Posselt modtager Kronprinsparrets Stjernedryspris for sin evne til at formidle historier fra en virkelighed, der til tider kan virke mere fiktiv end realiteterne og for sin evne til at skabe visuelle fortællinger, der brænder sig ind på nethinden – i en tid, hvor nyhedsstrømmen er hektisk og historier hurtigt glemmes.

Lærke Posselt har før modtaget anerkendelse af sit fotografiske værk, bl.a. som vinder i World Press Photo samt Pictures of the Year International i 2012 for portrættet af dansk-iranske skuespiller Mellica Mehraban, der med tydelighed viser Posselts talent som billedskaber.

Se prisoverrækkelsen derhjemme

Ud over hæderen modtager begge Stjernedrysprismodtagere 50.000 kr.

Uddelingen af Kronprinsparrets Priser 2014 afholdes den 27. september i det nyåbnede Musikkens Hus i Aalborg og vises på DR1 kl. 20. Her afsløres også vinderne af Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris på hver 500.000 kr.

DR viser dækning af rød løber på dr.dk og facebook.com/dr1 #kronpriser. Følg også med på kronprinsparretspriser.dk, hvorfra der kan downloades billeder umiddelbart efter showet.

Prisuddelingen bliver til i et samarbejde mellem Bikubenfonden og DR.


PROFILER PÅ PRISMODTAGERNE

Johanne Louise Schmidt

Johanne Louise Schmidt tildeles Kronprinsparrets Stjernedryspris 2014 og modtager 50.000 kr.

Skuespiller Johanne Louise Schmidt er født i 1983 i Skanderborg. Hun er et stort set ubeskrevet blad i den brede offentlighed hidtil. Hun forlod Statens Teaterskole i 2009, men samme år fik hun sin debut i Libertineren på Grønnegårds Teatret, en rolle hun modtog en Reumert Talentpris for i 2010. Successen på Grønnegårds Teatret gentog sig i sommeren 2013, hvor hun spillede Agnès i Fruentimmerskolen. Man har også kunnet opleve hende på bl.a. Folketeatret og i Det Røde Rum på Det Kongelige Teater, bl.a. i Shakespeares Sonetter, Macbeth, Det gode menneske fra Sezuan og Ovids metamorfoser. Schmidt får sin spillefilmsdebut i Fasandræberne (Jussi Adlers Afdeling Q-film), hvor hun skal spille den excentriske sekretær Rose overfor Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Johanne Louise Schmidt kan desuden opleves dette efterår, hvor hun indtager rollen som Hedda i Henrik Ibsens drama Hedda Gabler, som spiller på Det Kongelige Teater.

Lærke Posselt

Lærke Posselt tildeles Kronprinsparrets Stjernedryspris 2014 og modtager 50.000 kr.

Fotograf Lærke Posselt er født i 1984 i Roskilde. Hun er uddannet fotojournalist med en BA fra fotojournalistuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret ved Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i København.

Udover serien af fotos fra livet som børnemodel ved skønhedskonkurrencer i USA har Posselt blandt andet også givet os et indblik i livet som afvist asylansøger.

Sideløbende med sine egne projekter arbejder Posselt i dag som freelancefotograf for danske og internationale medier og er tilknyttet fotoagenturet Agence Vu. Hendes billeder har bl.a. været trykt i Politiken, The New York Times, Stern, Sunday Times Magazine, Le Monde, Libération, Russian Reporter og Newsweek Japan.

Posselt har en hel række anerkendelser bag sig allerede. Herunder har Posselt været præmieret med førstepriser i de to største internationale konkurrencer World Press Photo og Pictures of the Year International, samt vundet i UNICEF Photo of the Year og det danske Årets Pressefoto.


FAKTA OM KRONPRINSPARRETS PRISER

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret.

Formålet med prisuddelingen er at synliggøre og anerkende den ekstraordinære præstation inden for dansk og grønlandsk kultur og socialt arbejde.

Formålet med Kronprinsparrets Stjernedryspriser er at synliggøre og anerkende to yngre danske eller grønlandske kunstnere med et særligt talent.

Kronprinsparrets Priser er hæderspriser og kan ikke søges. Prismodtageren udpeges af Kronprinsparret efter indstilling fra to rådgivende komitéer, der har ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.

I 2013 blev Kronprinsparrets Priser uddelt i Operahuset i Sydney i forbindelse med den officielle 40 års-fejring af Jørn Utzons verdensberømte arkitekturværk. Sidste år gik Kronprinsparrets Stjernedryspriser til sangerinden MØ og violinist Rune Tonsgaard Sørensen.


Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der uddeler midler fra fondens afkast og formue til gavn for samfundet, primært inden for kultur og sociale formål.

Udover at uddele midler til projekter inden for kultur og sociale formål, udvikler Bikubenfonden også egne projekter, herunder prisuddelingerne Årets Reumert, Kronprinsparrets Priser og  Udstillingsprisen Vision. Som led i visionen om, at fonden skal være aktivt engageret i pleje og bevaring af den danske natur, ejer og driver Bikubenfonden naturområdet Svanninge Bjerge på Sydfyn.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar