Nyhed -

Derfor beskytter blodtype 0 dig mod malaria

Et skandinavisk forskerhold med dansk deltagelse har fundet ud af, hvorfor folk med blodtype 0 er bedre beskyttet mod alvorlig malaria, skriver Videnskab.dk. Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine.

- Vores forskning viser, hvorfor nogle mennesker har en højere risiko for at dø af malaria end andre. Det skyldes nogle specifikke proteiner, som malariaparasitten udskiller. Disse proteiner reagerer forskelligt på de forskellige blodtyper og derfor rammes folk med blodtype A oftere af alvorlig malaria end folk med blodtype 0, fortæller studiets danske islæt, professor Klas Ola Blixt fra Kemisk Institut på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

I studiet har forskerne studeret proteinet RIFIN, som malariaparasitten udskiller inde i de inficerede blodceller. Forskere har kendt til malariaparasittens RIFIN i mange år, men proteinets funktion har indtil nu været ukendt.

Ved at lave forskellige forsøg på både celler og dyr, fandt forskerne ud af, at RIFIN bliver transporteret ud til celleoverfladen på de røde blodlegemer, efter proteinet er blevet udskilt.

Når RIFIN rammer celleoverfladen, begynder proteinet at opføre sig som en lim, der får nærliggende blodceller til at klistre sig fast til den inficerede celle. Derved opstår de dødelige blokeringer af blodstrømmen, der især rammer de fine blodårer i hjernen.

Der er dog forskel på, hvordan RIFIN binder til de forskellige blodceller, afhængigt af blodtype, viser forskningen. RIFIN binder nemlig ikke særlig godt til celler af blodtype 0, mens celler af blodtype A til gengæld bliver klistret godt og grundigt sammen, skriver Videnskab.dk.

Hvert år smittes 200 millioner mennesker med malaria og af dem dør 600.000. Størstedelen er børn under 5 år.

Der er link til den fulde tekst her nedenfor.

Related links

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • forskning

Relateret materiale